Historien om et bibliotek gennem 100 år
Silkeborg Bibliotek 1900 - 6. februar - 2000
1900-2000 Silkeborg Bibliotek 100 år 1947-1970 I kunstens og kulturens tegn
1900-1916 Pionertiden 1970-1980 Musik skal der til og mere plads
1916-1934 En ny æra og en stor tid 1980-1990 Fra bibliotek til kurturforvaltning
1935-1946 Børnebibliotek og verdenskrig 1990-2000 Fanget i nettet?
1990-2000 Fanget i nettet?

Kartotekskort på forbrændingen
I løbet af 14 dage i foråret 1990 lykkedes det at få inddateret det meste af bibliotekets materialebestand på edb og forsynet såvel bøger som plader med stregkoder. Her er det bibliotekar Agnete Bang og assistent Lene Carlseng, der er i gang med bogbussens materialer. Foto: Jens Anker Tvedebrink, 1. maj 1990.
1990 var Supermax'es år. En computer flyttede ind i kælderen, stregkoder skulle på samtlige bøger, plader og kasettebånd, alt skulle inddateres og dermed på plads i Supermax'es rummelige system. Edb blev mere end tre bogstaver, det blev et kolossalt stort stykke pionérarbejde, der helt ændrede forretningsgange, og som fik Silkeborg Bibliotek i front, så andre biblioteker kom på besøg for at se nærmere på, hvad en investering på 2,3 mio. kroner havde betydet for bibliotekets hverdag. For lånerne betød det, at de fra den 23. april 1990 og et par uger frem ikke kunne benytte hovedbiblioteket. Ved 23 terminaler gik personalet i gang med at indtaste hele bestanden, og der blev tastet fra morgen til aften, mens bjerge af bøger og andet materiale stod vaklende på begge sider af skærmen.

Gennem årene måtte der investeres mange penge i nye møbler til det voksende kortkartotek, som efterhånden udgjorde en kæmpeskatkiste i udlånssalen. Men med ét - i 1990 - var det pludselig fuldstændig overflødigt. EDB havde gjort sit indtog. Naturlige skeptikere foreslog dog, at vi "gemte" kartoteket et stykke tid, inden vi kasserede det, for hvis nu ..., ja, man ved aldrig med edb. Det gjorde vi så, men aldrig én brugte det, og efter at have samlet støv i et halvt år, røg det ud. Her ses Karin Svendsen ved det legendariske møbel, mens Poul Vandborgs "atom-køer" ser skeptiske til. Foto: Leif Tychsen 1982.
Kartotekskortene blev senere kørt på forbrændingen. Nu kunne lånerne ikke mere bladre sig vej og dermed have alverdens litteratur og musikudgivelser mellem fingrene. Nu skulle de have det under fingrene, når de satte sig ved én af computerne og tastede sig ind mod den bog eller den musik, de var på jagt efter. Ved skranken skulle stregkoderne køres hen over en optisk læser, der straks registrerede lånet og samtidig slukkede for en alarm, så der ikke var hylen ved udgangen.

Om terminalerne, der erstattede kartoteket, blev populære, er vel så meget sagt, men efterspurgte og nødvendige var de, nu da kartoteket var væk. Nogle - især ældre begræd, at skufferne forsvandt, andre bød det nye system velkomment, "for det var da meget, meget nemmere".

I et forsøg på at imødekomme publikums ønsker om et lettilgængeligt søgesystem, udviklede Silkeborg Bibliotek sammen med to datamatikerstuderende et nyt system. Det var baseret på farver og Windows og benyttede sig af en trykfølsom skærm, som kunne betjenes blot ved berøring af skærmen.


Fortiden på plads
Overretssagfører Otto Bisgaard overrækker her sin omfattende billedsamling til Povl Skov, for at den kan indgå som en meget væsentlig bestanddel i Lokalhistorisk Arkivs billedsamling.
Bibliotekets lokalsamling voksede gennem årene støt, og det var i jubilæumsåret 2000 et veludbygget arkiv med væsentlige kilder til byens og egnens historie.

Det hele startede, da Peder Nielsen som nyansat begyndte at indsamle billeder og andet lokalt, historisk materiale til Silkeborg Bibliotek. Det blev starten til landets ældste lokalarkiv, knyttet til et bibliotek. I et interview med Aften-Posten 18. april 1956 erindrede den daværende overbibliotekar om samlingens start: "Den begyndte jeg at arbejde med i 1918, fordi jeg fandt det nødvendigt og naturligt, at hvis vi skulle kunne svare på spørgsmål om Silkeborg-egnens historie gennem tiderne, var det nødvendigt med lokalhistorisk samling".

I 1925 tog det hele for alvor fart, da biblioteket lavede en udstilling, hvortil silkeborgensere indleverede gamle billeder. Interessen for denne udstilling var meget stor, og Peder Nielsen fik lov til at beholde en del af de lånte fotografier. Han fortsatte nu indsamlingen til arkivet, der bl.a. voksede kraftigt, da byens lokalhistoriker, Otto Bisgaard, midt i tresserne afleverede sin store samling til arkivet. En anden guldgrube var fotograf Johannes Jensens enorme samling af negativer. Gennem årene flyttede arkivet flere gange inden for bibliotekets rammer.

Som en anden flyvende hollænder "sejlede" denne container ophængt i en gigantisk mobilkran mellem bibliotekets og det tidligere kunstmuseum. Med denne sejlads i 1. sals højde blev mange trappetrin og rygge skånet, da Lokalhistorisk Arkiv fik nye lokaler i 1982.

Da kunstmuseet i 1982 rykkede ud af Rosens historiske bygning på Hostrupsgade og ind i den helt nye bygning i Indelukket, gav det plads til historiens arkiver i den tidligere museumsbygning. Bygningsinspektør Lisberg havde stået i spidsen for en renovering af lokalerne med respekt for husets sjæl, og malermester Erland Vendeltorp stod for en meget smuk farvesætning af vægge og paneler. Samlingen fik masser af plads, og kunne som noget nyt indrette en rummelig læsesal med møblerne fra den gamle byrådssal.

Lokalhistorisk Arkiv er i dag også fysisk en integreret del af Silkeborg Bibliotek. Nye kunder kan benytte bibliotekets hovedindgang, og "stamgæsterne" finder hurtigt ud af at smutte ind ad bagindgangen.
I 1991 købte Galerie Moderne huset på Hostrupsgade, og Lokalhistorisk Arkiv flyttede hjem på biblioteket i nyt byggeri ud til Bindslevs Plads. Der var ved udvidelsen opstået et hak i det nordøstlige hjørne, fordi der blev sparet på det oprindelige projekt. Det blev nu udfyldt, og her fik samlingen hjemme - igen som en fysisk del af biblioteket med direkte adgang fra voksenudlånet. Samme år blev bibliotekar Hanne Arent ny leder af arkivet. Lis Thavlov havde været leder af arkivet siden 1983, og før hende var det Jan Horskjær, der siden 1974 havde ledet samlingen, de første fem år som deltidsansat.

Lokalhistorisk Arkiv blev op gennem halvfemserne i stigende grad selv initiativtager til lokalhistoriske udgivelser i form af bøger og pjecer, kalendere og film.

En stor dag i Alderslyst - omsider
I adskillige år havde der været snakket om en udvidelse af biblioteket i Alderslyst. En komité havde indsamlet underskrifter og flittigt skrevet læserbreve, politikere havde beklaget, og personale og lånere havde klaret hverdagen under stadig trangere forhold.

I efteråret 1988 havde et enigt byråd endog besluttet at bygge en helt ny filial, men det var blevet barberet væk. Nu blev der i februar 1992 bevilget en kvart million kommunale kroner til forundersøgelser af, hvordan man bedst kunne udvide på Nørretorv med 230 kvadratmeter til i alt 400 kvadratmeter. En udvidelse, der blev anslået at ville koste omkring tre millioner kroner. Og en udvidelse, der aldrig blev til noget, for et år efter, den 22. marts 1993, besluttede byrådet en helt anden løsning: Bygning af en ny filial over for posthuset på Kejlstrupvej. I mellemtiden havde adskillige andre løsninger været overvejet og var blevet forkastet, bl.a. havde en ændring af det gamle Alderslyst Mejeri til bibliotek været på tale.

Den 15. juni 1994 kunne leder af Alderslyst Bibliotek gennem mange år, Ellen Olesen, så glæde sig over, at det, der i bogstaveligste forstand kan betegnes som trængselstider, var forbi. Dørene blev slået op til et splinternyt bibliotek til fire millioner kroner med 25.000 bøger, cd'er og kassettebånd. De kommende måneder kunne filialen konstatere en nærmest eksplosiv stigning i antallet af udlån. Og det holdt sig. I januar-februar 1995 var udlånet på godt 26.000 bøger, cd'er og kassettebånd. Samme periode året før var tallet 16.000 i de gamle lokaler på Nørretorv.

Læseforeningen
Fra 1992 til begyndelsen af 2000 eksisterede en læseforening, der havde 75 medlemmer, da det gik bedst. Tine Popp Madsen husker om oprettelsen: "En dag kom der et brev fra en herboende norsk tandlæge. I de dybe dale derhjemme sad man og læste bøger for senere at mødes på det lokale bibliotek og diskutere dem med andre. Sådanne læseforeninger fungerede mange steder i Norge, nu ville Tom Nordby foreslå Silkeborg Bibliotek noget lignende. Der blev holdt møder og nedsat en bestyrelse bestående af Tom Nordby som formand, Peter Birk som repræsentant for biblioteket og mig som sekretær.

Et koncept blev vedtaget: Man skulle tilmelde sig læseforeningen for en sæson ad gangen, og hver sæson indledtes med et foredrag. Derefter kunne medlemmerne vælge sig ind på forskellige temaer som "historiske romaner", "Karen Blixen" eller "Nyere dansk litteratur". Man mødtes en gang om måneden på biblioteket og snakkede om den læste bog. Sæsonen afsluttedes med endnu et foredrag".

Medlemmerne betalte et mindre kontingent, og Silkeborg Biblioteks Læseforening fik desuden tilskud fra puljer og kommunens kulturforvaltning. Ikke-medlemmer havde mod betaling af entre adgang til foredragene med blandt andre Ebbe Reich, Suzanne Brøgger, Troels Kløvedal, Leif Davidsen, Johannes Riis, Søren Giversen og Bo Tao Michaelis. Dette litterære miljø omkring læseforeningen havde sin tid, men efterhånden sank medlemstallet og det blev besluttet at sig stop. For denne gang ...


Mød forfatteren
December 1966 holdt Per Højholt et causeri med titlen "Min poetiske skævbider". I 1967 læste Hans Scherfig op fra "Det Forsømte Forår". Og i 1968 sagde forfatter Broby Johansen, at de kortere kjoler var et tegn på fredelige tider. Altsammen på biblioteket i Silkeborg, hvor traditionen for forfatteraftener går langt tilbage. Senere blev der tale om flere og mere alsidige arrangementer om litteratur, aktuelle debatemner, film mv.

Bibliotekets arrangementer er således et kapitel for sig. I 1979 stod bibliotekar Annette Klitgaard Bojsen for et velbesøgt arrangement med den unge rejselystne Troels Kløvedal, og siden blev hun primus motor i gennemførelsen af utallige arrangementer. En halv snes stykker årligt blev det til: der var smalle arrangementer med unge digtere, der kun samlede et par håndfulde, og der var de meget velbesøgte arrangementer med kendte forfatternavne, hvor der kunne have være solgt billetter til dobbelt så mange som de 125, der er plads til.

Da Lotte Tarp kom for at fortælle om sin bog "Det skulle jo nødig hedde sig", var der fyldt. Da digteren Ulla Jessen kom og fortalte om sin prosa og sine digte, var der en snes stykker, og så blev der møbleret om til caféstil med kaffe og fyrfadslys på bordene. Sådan blev der helt bevidst gået efter en blanding af de mere populære og de smalle arrangementer. Også aftener med foredrag og debat om emner som etik og moral har indgået i arrangementerne. Biblioteket viste også smalfilm, der var i høj kvalitet, men som havde et lille publikum. "Højholt og Sørensen" var således titlen på en aften med smalfilm om Per Højholt og Villy Sørensen med lektor Michael Rasmussen som indleder.

En anden type arrangementer var de årlige aftener med nyheder fra bogverdenen. I 1991 havde syv bibliotekarer deltaget i et arrangement om efterårets nye bøger, og det gav dem blod på tanden. De udvalgte bøger, udarbejdede et hæfte om de cirka 30 titler og inviterede til en aften om tendenser i litteraturen og med præsentation af bøger. Op mod 100 mødte op, selv om der var snestorm. Der var flest kvinder i 40 års alderen, men også mænd og en god flok unge mødte op. Bibliotekarerne gav ideen videre i deres fagblad, og flere andre steder blev den taget op. Og i Silkeborg blev formidling af nye bøger en tradition, og for mange blev disse aftener hvert år en nøgle til nye læseoplevelser.


Dukkerne indtager scenen
Silkeborg Bibliotek har i mange år været medarrangør af den efterhånden meget ambitiøse dukketeaterfestival. En festival, der med utallige forestillinger, workshops og udstillinger præsenterer denne teaterform som en kunstart for alle aldre.

Bibliotekar Ulla Dengsøe har været med siden starten: "Det startede med, at ægteparret Skipper fra Silkeborg Dukketeater henvendte sig til Bent Rasmussen, Skolernes Teaterformidling, med idéen. Jørgen Høst og jeg gik med fra biblioteket, og også Else Christensen fra Rampelys var med fra starten. Senere kom også institutionerne med. I 1986 havde vi så første gang "Dukketeaterdage i Silkeborg" med dukkeværksted på Rampelys, udstilling på biblioteket og en håndfuld forestillinger. Det startede således i det små, men efter cirka tre år fik vi henvendelse fra en spansk teatergruppe, der var interesseret i at deltage. Det havde vi ikke råd til, var vores umiddelbare holdning, men vi gik så i gang med at hente sponsorpenge hjem. Det lykkedes, og vi tog nu skridtet fuldt ud og kaldte det en festival. Siden har dukketeaterfestivalen som den eneste i Danmark været årlig tilbagevendende, og det er den ældste i Norden".

Silkeborg Dukketeaterfestival blev stedet, hvor dukketeatre fra mange lande meget gerne deltog. Det blev for aktørerne et fagligt mødested, og for publikum blev det en god mulighed for at se dansk og internationalt dukketeater på højt niveau. Der vistes forestillinger i Lunden, på biblioteket, på museet, i Teatersalen, på skoler, i institutioner osv. Kort sagt: hele byen blev én stor scene, og der var også en række forestillinger kun for voksne. Dertil kom workshops, mulighed for at møde spændende danske og internationale dukkemagere samt udstillinger.

For at man kunne holde niveauet økonomisk og kunstnerisk blev det fra 1999 besluttet at holde festivalen hvert andet år, så næste festival skulle være i 2001.

Virtuelt bibliotek
Midt i 90'erne åbnede Silkeborg Bibliotek porten til internettet. Projektet hed "Det Virtuelle Bibliotek", og det blev støttet af kommunen og af Statens Bibliotekstjeneste. Fra første dag indtog ikke mindst børn og unge skærmene. For dem var det fremtiden, der åbnede sig. Og mange af dem fik sig en helt ny oplevelse af, hvad et bibliotek kan være.

Vicestadsbibliotekar Søren Hansen leverede et væsentligt bidrag til UBIS-rapporten: Betænkning om Bibliotekerne i informationssamfundet (1997).

Internettet var endnu nyt, men fra den 2. april 1995 var det hvermands eje, takket være biblioteket. Det vakte en vis opmærksomhed over hele landet. For er det en opgave for bibliotekerne? Ja, sagde man i Silkeborg, hvor også mange private hjem kom på internettet ved at koble sig op via biblioteket. Projektets første fase, "Det Grænseløse bibliotek" var tilkoblingen til internet. Næste fase, "Silkeborg - Elektronisk by" var at lægge information om erhverv, turisme, kultur, uddannelse og historie ud på internettet.

Biblioteket oprettede elektronisk forsamlingshus og elektronisk rådhus med information til og fra Silkeborg Kommune. Og det blev starten på en kommunal hjemmeside.

Silkeborg Bibliotek blev således hurtigt stedet, hvor internet var en naturlig del af tilbuddene, og det fik nye brugere ind. Faktisk steg antallet af besøgende det første år med internet med 25.000. Problemet var, at mange piger holdt sig væk, fordi den mandlige del af brugerne med størst iver kastede sig over skærmene. Biblioteket tog tyren ved hornene og oprettede en brugerplads kun for kvinder. Det medførte dog trussel om en ligestillingssag fra en krænket mandlig bruger, men sagen blev afvist. I samarbejde med firmaet MouseHouse blev der lavet forsøg med informationsværktøjer for børn og unge. Der blev lavet prototype til et spil på edb, hvor opgaverne tog udgangspunkt i deltagernes kendskab til bøger. Dette børneprojekt blev støttet af både staten og fonde.

Intrasant, Silkeborg Biblioteks intranet, er blevet en uundværlig del af en moderne organisations kommunikationsværktøjer. Her finder man mødedagsordner, referater, nyheder, kalender for de enkelte medabejdere, herunder vagtplaner, deltagelse i møder, fravær, sygdom og ferie. Man kan booke hinanden til møder, og man kan meddele om gæster på besøg på biblioteket og meget mere.

Silkeborg Bibliotek havde taget den nye, elektroniske kommunikationsform til sig, og blandt de nye initiativer var udvikling af det interne IntraSant med styring af kalendere, informationer over skærmen, kommunikation mv. Og der blev udviklet nye "søgemaskiner", der kunne hjælpe med hurtigt at finde vej til det eftersøgte emne.

Allerede i 1993 havde afdelingsbibliotekar Per Hofman Hansen udviklet Basille, der gav brugerne denne mulighed for at søge over skærmen, blot man havde et ord fra titel eller et forfatternavn. Nu gik biblioteket et skridt videre med BaSil, der blev lånernes mulighed for at søge hjemmefra. Over nettet kunne man gå på opdagelse i bibliotekets kartotek med bøger, tidsskrifter, musik, film, cd-rom mv. Låneren kunne også hjemmefra reservere eller forny hjemlån.

Vicestadsbibliotekar Søren Hansen var visionær idémand og primus motor i mange af projekterne op gennem 90'erne, og for det fik han i 1997 tildelt R. Lysholt Hansens Bibliotekspris. Selv sagde han, at han betragtede prisen som en cadeau til hele biblioteket og dets uddelegeringskultur, "hvor personalet ustandselig overskrider egne grænser og ikke er bange for at prøve noget nyt".

Netnavigatøren og Mimers Brønd er to eksempler på nye elektroniske tjenester, som biblioteket stod for i slutningen af 90'erne. Netnavigatøren kunne hjælpe brugerne hjemme bag skærmen med at navigere rundt på nettet. Teknikken var dog lidt for avanceret, så kun et fåtal benyttede sig af Netnavigatøren. Til gengæld ser det ud til at afløseren, BiblioteksVagten bliver den store succes.

Og udviklingen fortsatte: Mimers Brønd blev et andet tilbud, hvor låneren kan gå ind på et emne, og så se hvad der findes af fagbøger, litteratur, artikler i tidsskrifter og aviser, tekster i fuld længde på nettet samt henvisninger til andre links på nettet. En guldgrube for alle, der vil fordybe sig i et emne. Per Hofman Hansen var også her idémand, og han skabte også grundlaget for en ny elektronisk litteraturhistorie, "Epoke - danske romaner før 1900", siden produceret i et samarbejde med litteraturhistorikeren Iben Holk.

I 100 året for bibliotekets oprettelse var det med nyoprettet udviklingsafdeling klar til løbende at lave nye websider og særlige elektroniske værktøjer for specielle målgrupper, for eksempel skoler og uddannelsessteder. Målet var en stadig forbedret søgeadgang til den skattekiste af emner, der er på biblioteket.

Fremtiden på standby
Samarbejdet mellem bibliotekerne i Herning, Holstebro, Viborg, Skive og Silkeborg betød bl.a., at man sammen kunne udbyde bogindkøb og indbinding i EU-licitation og dermed opnå stor rabat. Bibliotekerne havde også i fællesskab indkøbt engelsksprogede bøger i England.

På skandinavisk plan blev der samarbejdet i Club 5 mellem bibliotekerne i Kalmar, Mariehamn, Stavanger, Reykjavik og Silkeborg. Bibliotekerne inspirerede hinanden, udvekslede personale og mødtes til fremtidsseminarer.

Bibliotekar Birthe Lund Andersen tog i april 1998 til Mariehamn på Ålandsøerne og rapporterede om sit besøg og nogle meget spændende litteraturdage. I august og september 1998 tog bibliotekar Agnete Bang til Kalmar, hvor hun bla. som en af de første silkeborgensere stødte på biblioteksrobotten TOR in

Og mens den teknologiske udvikling fortsatte som en integreret del af biblioteket, blev 1999 året, hvor den store omvæltning fandt sted med en ændret struktur på alle planer, og hvor en ny opdeling i områder blev gennemført.

Kolleger sagde farvel til gamle og goddag til nye, selv om der fortsat skulle arbejdes i samme hus. Efter eget ønske kunne man nemlig nu skifte og prøve nye udfordringer. Faggrænser blev nedbrudt og "Den Lærende Organisation" skulle sikre fornyelse og effektiv udnyttelse af de ressourcer, der er i medarbejderstaben.

Nye stillinger, nye arbejdsområder, nye arbejdsbeskrivelser: Det var en voldsom omvæltning, der krævede kurser i teambuilding og samarbejde samt intern undervisning i faglige spørgsmål. Håndværkere rykkede ind, og skriveborde blev stuvet sammen i frokoststuen, mens biblioteket skiftede udseende.

Den svenske biblioteksrobot TOR in kørt i stilling på Silkeborg Bibliotek. Her vil den i de kommende år skulle stå for modtagelsen og sorteringen af millioner af bøger og plader, og derved være med til at mindske den fysiske nedslidning af medarbejderne. Assistent Knud Erik Sørensen, der ses forrest, har været en af de aktive medarbejdere i forbindelse med anskaffelsen af sorteringsanlægget.

De nye områder var udtryk for nytænkning, og nogle var mere begejstrede end andre. "Oplevelse" skulle indeholde både skønlitteratur og musik, "Viden" var både faglitteratur, håndbøger mv., og læsesalen ophørte med at eksistere og blev afløst af læsehjørner spredt ud over hele arealet. Fysisk blev der bygget om, så kundearealet blev større og administration samlet fik mindre plads. Også til kunderne skulle der stilles krav med indførelse af selvbetjening ved aflevering og notering, chips i alle bøger og cd'er og med det automatiske sorteringsanlæg TOR in som en ny ti meter lang medarbejder. En robot med fremtiden blinkende i standby-knappen som diskret gæst til det forestående jubilæum.

Dengang for 100 år siden som nu og uanset teknik og organisation er det bibliotekets og bibliotekarens primære opgave at være i stand til at hjælpe låneren til rette med den relevante litteratur på det rette tidspunkt.

En gang var der manuel notering med blyant og stempler, så fulgte fotonotering og siden edb med aflæsning af stregkoder. Nu hed fremtiden selvbetjening, automatisk sortering og styring via chips. Midt i alt dette kunne Silkeborg Bibliotek så stoppe op, se sig over skulderen og i februar 2000 lige huske på, at det nu var 100 år siden den unge by fik sig en folkebogsamling på initiativ af præsten. Her ved denne milepæl slutter historien. De næste sider i bogen er blanke ...

Publiceret af Silkeborg Biblioteks Forlag 6. februar 2000. Opdateret 4. januar 2005.
Til Silkeborg Biblioteks forside