|
Poul Vad
Den trebenede hest. Et essay
Af bibliotekar Agnete Bang
Omslag af Torben Skov med detalje af træsnit fra Hokusais serie '36 prospekter af Fuji-bjerget'.
|
|
Som på et billede af Hammershøi sad han, den unge mand - med sollyset sitrende ind ad de høje hvidmalede vinduer - mutters alene på bibliotekets læsesal. Det var en varm sommerdag under besættelsen. Et par tyske soldater patruljerede rundt i gaderne, og byens ungdom i øvrigt var søgt ud til søerne og ind i skovene. Men han var opslugt af sit eget særlige forehavende:
"Jeg ville være midt i min tid, jeg hungrede efter at lære oprøret og revolten at kende, for det tyvende århundrede var oprørets og revoltens århundrede, det vidste jeg, så meget havde jeg allerede forstået."
Poul Vads essay Den trebenede hest findes i samlingen Knudepunkter - Syv stykker fra det virkelige liv, som udkom i 1993.
Teksten kan udmærket læses som en introduktion til Poul Vads forfatterskab. Den indeholder mange elementer som er karakteristisk for netop Poul Vads skrivemåde, og samtidig præsenterer den - i delvis biografisk form - læseren for, hvad det bl.a. var, der i sin tid vakte den unge Vad og gjorde ham til forfatter og kunsthistoriker. Den bliver således både en vigtig nøgle til forfatterskabet og til hans kunstsyn.
Men teksten har endnu et par elementer som i nærværende sammenhæng er væsentlige. Den handler om Poul Vads fødeby Silkeborg og især om det lokale folkebibliotek, som var det sted i byen, hvor han fik sine store oplevelser.
"Og hvor skulle jeg lære oprøret og revolten at kende om ikke på det stille og alvorlige bibliotek - ingen andre steder i byen var det i hvert fald til at få øje på."
Bibliotekets sjæl
 |
|
Silkeborg Bibliotek 1944 |
|
Man finder en næsten personificeret beskrivelse af biblioteket, et træk der er typisk for Vad. Byer og bygninger bliver til levende væsener:
"Skønt folkebibliotek virkede den statelige bygning alvorlig og ligesom formanende på en tiltalende måde, der sandsynligvis var en af grundene til at brugerne elskede den."
Vad beskriver omhyggeligt indretningen og redegør for forskellen mellem avislæsesal og tidsskiftlæsesal. "Jeg vidste af erfaring at det ikke var avislæsesalen, som lå til højre, jeg skulle opsøge; for i aviserne stod der ikke noget om verden, man ikke vidste i forvejen. - - - Tidsskriftlæsesalen - til venstre - var stor, højloftet og lys;"
| |
 |
| |
Silkeborg Biblioteks tidsskriftlæsesal |
Enhver Silkeborgenser, som har haft sin gang på biblioteket i den periode, vil nikke genkendende til beskrivelsen.
Det er dog ikke bare en lokalhistorisk beskrivelse - det er en hyldest til folkebiblioteket som institution - fordi den huser og værner om lærdommen som om en kostbar skat. Og skatten er bl.a. bøgerne:
"Bøgernes langsomme tid - den næsten stillestående, sejt flydende tid så fuld af endeløs tålmodighed - var selve bibliotekets sjæl".
Den trebenede hest
På denne varme sommerdag under besættelsen gør han sin opdagelse på bibliotekets tidsskriftlæsesal. Ikke i en bog, for "oprøret og revolten havde, så vidt jeg vidste, endnu ikke rigtig fundet vej til bøgerne", men i et lille blad, som hed Den trebenede hest.
"Nogle tænksomme og lidet opsigtsvækkende billeder" talte direkte til hans søgende sjæl og fik ham til at måbe. Han havde fundet revolten. Billederne talte et sprog, som netop han forstod. De fortalte om den voldsomme forandring, der foregik i kunsten over hele Europa, her repræsenteret ved den schweiziske kunstner Paul Klee (1879 - 1940). For det var hans billeder, som var gengivet i tidsskriftet.
Med den humor og underfundighed, som Poul Vad ynder - og fordi det er en næsten mytisk fortælling, vi står overfor - har han ændret tidsskriftets oprindelige navn Helhesten til Den trebenede hest. Og det er jo netop, hvad helhesten er, en mytologisk hest med tre ben.
Tidsskriftet var talerør for en gruppe af unge danske kunstnere - de senere Cobra-kunstnere - med Asger Jorn, som den førende. Det udkom fra 1941 til 1944 med i alt ni numre.
Indholdet reflekterede, hvad der optog de unge kunstnere, og afspejles både i teksten og i den livlige grafik, som kan ses i bladet. Og netop kunstnernes inspirationskilder var det, som talte sit direkte sprog til det unge menneske på læsesalen.
Man kan altså slutte, at det var i sommeren 1941 at den unge mand første gang mødte tidsskriftet, som derefter blev en besættelse for ham.
Han kiggede forgæves mange gange efter et nyt nummer. Regelmæssighed var nemlig ikke udgivernes stærke side. "Numrene dukkede op med samme uforudsigelighed som de jærtegn på himlen, man i gamle dage opfattede som varsler om kommende katastrofer." (s.56)
Men når det endelig lå der det nye nummer, forstod han at håndtere det med varsomhed. Han læste det i små bidder for at få det til at strække længere, men også fordi det var stærk kost. "Det tog på mig lige pludselig at sidde og føle, at jeg var midt i min tid."
Tidens sjæl
"Hvad jeg forstod når jeg betragede Klees billeder - eller måske snarere følte, for jeg ville ikke have kunnet udtrykke det i ord hvis jeg var blevet krydsforhørt på læsesalen med billederne foran mig - var deres nye, men absolutte ensomhed i verden. De tilhørte ikke noget fællesskab."
Poul Vad gør grundigt rede for, hvordan især Klee virkede på ham og erkender i dette tilbageblik, at det var billedkunsten som frem for nogen anden kunstart blev "tryllenøglen der åbnede den hemmelighedsfulde dør til tiden sjæl". Og det var et fænomen, som ikke gjaldt ham alene. Det billedsprog, som kunstnerne i det 20. århundredes første halvdel brugte, var en revolution. Kunstnerne splittede den gamle virkelighed ad og satte den sammen på nye og utænkelige måder, perspektiv, flade, form og farve, alt blev endevendt.
"Jeg vidste kun, dengang på læsesalen, at disse billeder var mine billeder; at den ambivalens mellem indre og ydre, de legede så ubekymret med, ikke var udtryk for sygdom, man skulle kureres for, men tværtimod en gave; og at den højst mærkelige og nye måde at sætte et billede sammen på umuligt kunne skyldes degeneration og forfald, men kom fra noget bagvedliggende, der vinkede opmuntrende til mig og ligefrem smilede vemodigt af en slags godhjertet og krævende visdom."
Kunstens væsen
Det umiddelbare møde med billedkunsten, som taler et sprog, der går uden om intellektet, er livgivende og dybt inspirerende for Vad. At han i næste omgang med sit intellekt er i stand til i sjælden grad at beskrive og formidle disse oplevelser intellektuelt - det er netop en del af Vads kunnen.
Teksten rummer næsten en programerklæring for Vads opfattelse af kunstens væren og væsen - og også lidt om dens uvæsen!
Hele teksten snor sig rundt og af sted som en smuk arabesk med gentagelser og forsiringer og efterlader læseren med en stor skønhedsoplevelse. Vi er blevet lukket ind i Vads univers og er blevet klogere.
Poul Vad konstaterer i slutningen af essayet, at den oplevelse han vil beskrive, fandt sted for ca. halvtreds år siden, og den nøgterne læser kan altså fastslå, at Vad må have været omkring 14 år, da han gjorde sin 'opdagelse', en ren grønskolling, som han også selv skriver.
Ethvert menneske, som holder af bøger, biblioteker og billedkunst, må blive en smule euforisk af denne tekst, som er skrevet med erfaringens overblik og erindringens sødme.
LINKS
Den trebenede hest i essaysamlingen Knudepunkter. Syv stykker fra det virkelige liv (1993) på bibliotekerne
|
|
Silkeborg by og egn 
