<%@ LANGUAGE = JavaScript %> Poul Vad: Dagen før livet begynder (Den vingede helhest - Forfattere fra Silkeborg)
Den vingede helhest Den vingede helhest - Forfattere fra Silkeborg Til Silkeborg Biblioteks hjemmeside


Du er her:
Silkeborg Bibliotek Silkeborg by og egn Den vingede helhest Poul Vad

Poul Vad
Dagen før livet begynder

Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh

Dagen før livet begynder. Gyldendal 1970
Dagen før livet begynder. Gyldendal 1970. Layout: Austin Grandjean.
 
Det hører til nogle mænds store fornøjelser at fortælle soldaterhistorier. I et kort øjeblik bliver de igen som unge, idet tiden som værnepligtig tilsyneladende var et højdepunkt i deres liv, måske pga. oplevelsen af ungdommelig styrke og det intense samvær med jævnaldrende, man ellers ikke ville være i kommet i lag med. Også Poul Vads roman, Dagen før livet begynder, fra 1970, der handler om hans tid som militærnægter, er fortalt med stort engagement og ungdommelig humor.

I romanen møder vi gamle kendinge fra De nøjsomme, nemlig Alf, John, Wang, Brumme og Guf, der også optræder i sidste del af Taber og vinder. Desuden dukker der et par piger op i løbet af romanen. En af dem er Susan, der i høj grad minder om den Susanne, som hovedpersonen Henrik i De nøjsomme sværmer for.

Titlen Dagen før livet begynder henviser til unge menneskers forestilling om, at skolegang og militærtjenste skal overstås, inden livet rigtigt kan begynde, og romanen starter også efter afslutningen af skoletiden i Poul Vads fødeby Silkeborg. Selv om byen ikke bliver nævnt ved navn, kan enhver borger i byen let genkende den:

"Vi gik ud for at strejfe rundt i byens halvmørke gader, på jagt efter eventyr. Der stod en pige under en lygtepæl. Dens lys skinnede på hendes halvlange lysblonde og meget velsoignerede hår. Hun var i det hele taget meget veltrimmet, tydeligvis en pige fra gymnasiet. Intet andet sted i byen udklækkedes den slags væsener".

Grønnegade 14Grønnegade 13
Grønnegade 14 med sine tre etager overfor det lille et-etages hus, Grønnegade 13 i Silkeborg. Foto: PHH 30. marts 2005.

I øvrigt er beskrivelsen af byens huse lidet flatterende:

"Huset lå, med sin ene opgang og sine fire etager, lige på et hjørne, helt alene. Det var ualmindeligt grimt. For det første havde dets facade en grim skidengul farve mens bagsiden stod i røde mursten. For det andet var der slet ikke noget forhold mellem højden og bredden og længden, men huset så ud som om det var skåret tilfældigt af for enderne der fremviste to høje, vinduesløse gavle. For det tredje gjorde det stærkt indtryk af at være misrøgtet gennem en længere årrække. Husene overfor var heller ikke for kønne, men det blev camoufleret fordi de lå tæt sammen på rad og række. Man lagde ikke så meget mærke til dem. Men vores hus lå og tårnede sig op og var ikke til at overse, i halvmørket synede det kæmpestort på grund af sine proportioner og sin isolation. Hvad var det for en djævelsk tristhed den eller de, der havde opført det, havde formået at udtrykke?"

Ikke bare byens huse bliver beskrevet, også byens gymnasium med tilhørende kostskole, gader, torve, skulpturer og konditori. For unge mennesker, der er tvunget til at vente på, at livet skal begynde, bliver den retlinede by et billede på de voksnes stive samfundssystem, hvor man spærrer de to køn inde i hver sin institution: pigekostskole og militærnægterlejr. Satiren er tydelig og særlig morsom i beskrivelsen af sessionen, hvor de voksne ydmyger de unge, og i lejrens undervisning i samfundets systemer for de to køns indbyrdes forhold i form af ægteskabslovgivning. Alt bliver omhyggeligt registreret med den unge jegfortællers øjne, men ikke fortolket.

Guf og jegfortælleren rejser til nægterlejren i Oksbøl, som heller ikke bliver nævnt ved navn, men det sandede, vestjyske klitlandskab er ikke til at tage fejl af. Vi følger livet i lejren fra ankomst til afrejse og lærer lejrens reglement samt overordnede personale at kende. Et af højdepunkterne er beskrivelsen af gulvet i stue fem, hvor nægternes sko "nærmest sådan af sig selv på en eller anden måde" gør oprør mod reglementet og på anarkistisk vis modificerer og æsteticerer "det trøstesløse syn af de mørkebrune ferniserede gulvbrædder".

Den ene dramatiske begivenhed efter den anden glider som en lind strøm af hændelser gennem romanen, og de registreres med overskud og nerve. Der er indbrud i en barak og nervesammenbrud. Der er fest, alkohol og piger. Sygehusophold, illegal abort og selvmord. En gruppe i militærlejren klunser ivrigt med tændstikker om, hvem der skal sætte ild til en barak. Spændingen bliver trukket ud gennem en præcis gengivelse af detaljer og skarpsindige, logiske ræsonnementer. Sandsynlighedsregningen pirrer læseren. Naturvidenskabelige overvejelser om universet følger i kølvandet på kortlægning af lejrens område.

Personerne
I første del af romanen følges Guf, Brumme og jegfortælleren gennem tykt og tyndt som var de tre musketerer, selv om de er meget forskellige. Der er den initiativrige Guf, der som narcissist spejler sig i byens butiksruder og lidt umodent konstant gør oprør mod alt og alle. Det er ikke uden grund, at han brækker både arme og ben i mødet med den urokkelige virkelighed.

Overfor ham står den indadvendte Brumme, som skaber huler omkring sig, hvad enten han indretter sin køje eller et lejet skur uden for lejren, hvor han har besøg af kvinder og andre nægtere. Han skriver og skriver, breve og telegrammer, men de bliver ikke altid sendt af sted. I stedet bliver de en del af udsmykningen af hans rum, hvis æstetik er udtalt anarkistisk.

Til sidst i romanen skilles de tre venner, men inden mærker man fortællerens distance til de to kompaner, der bliver sat til at rydde op efter sig, inden de kan tage afsted. Afsked og afstand hænger sammen med, at der er et skel mellem den unge jegfortæller og den voksne forfatter, der beskriver tiden som miltærnægter. Det kommer til udtryk i det sprog, som anvendes. I en stor del af romanen er sproget studentikost og fuldt af groteske billeder, som vi f.eks. kender det fra Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld. Mens den unge jegfortæller vrænger ad samfundets institutioner, samtidig med at interessen for pigerne på kostskolen tager sig ud som en grotesk kamp, finder vi på romanens sidste sider en poetisk beskrivelse af et sidste betagende møde med den Selma, som Guf forgæves forsøgte at tilkæmpe sig.

Man leder forgæves efter de eksistentialistiske undertoner, som fandtes i Poul Vads to første romaner, men stoffet i Dagen før livet begynder ligger forud for den voksnes erkendelse og værdier.

Det er en roman om unge skrevet af en voksen, der ikke har glemt, hvordan det var.


LINKS
Dagen før livet begynder på bibliotekerne
Til toppen

Find på websiderne. Publiceret 1. april 2005. Webredaktøren.