|
Jørgen Nielsen
Det onde land
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Gyldendals Julebog 1957 trykt som manuskript og med efterskrift af Tage Skou-Hansen.
|
|
Den første roman, som Jørgen Nielsen skrev, var Det onde land. Den blev samtidig også den sidste af hans bøger, der blev udgivet. I 1928 sendte han sit manuskript til Gyldendal, men forlagets litterære konsulent Ludvig Holstein afviste det. Jørgen Nielsen har senere i en kronik fortalt, at afslaget var formet så venligt og imødekommende, at han lærte af det og samtidig fik tiltro til, at han kunne "skrive Kunst". Når bogen dengang ikke blev udgivet, hang det sikkert sammen med romanens reflekterende karakter, der ofte nærmede sig essayets form. Overvejelser og vurderinger var svulmet op på bekostning af episk handling og dialog.
I 1957 mere end ti år efter Jørgen Nielsens død i 1945 udgav Gyldendal imidlertid manuskriptet med efterskrift af forfatteren Tage Skou-Hansen som julebog, der blev sendt til forlagets samarbejdspartnere. Grunden til den sene udgivelse var uden tvivl den store interesse efterkrigstiden viste Jørgen Nielsens forfatterskab på grund af hans fine forståelse for mennesker i krise. Hans lavmælte stil og indsigtsfulde psykologi betød meget for flere af tidens forfattere. Ikke mindst Tage Skou-Hansen, Peter Seeberg og Poul Vad vedgik deres gæld til Jørgen Nielsens bøger.
Romanen Det onde land handler om den stilfærdige og tænksomme gårdmandssøn Emil og hans opvækst i "det onde land", hvor kun mormoderen, hans følsomme, sygdomsplagede moder og en faster, der dør alt for tidligt, forstår ham. Helt anderledes er romanens mænd skildret, idet Emil har konflikter med en hård og krævende far, en uretfærdig lærer og rå jævnaldrende drenge.
Vi følger drengen fra hans tidligste, hårde barndom på landet over en kort skoletid i byen, til han som ung mand får en dyb depression, som han langsomt overvinder ved bogens slutning. Således er bogen komponeret efter samme model, som man kender fra 1800-tallets dannelsesromaner. Først befinder helten sig hjemme, så følger en fase, hvor han er ude i det fremmede, og til sidst vender han hjem. Men romanens indhold og menneskeforståelse adskiller sig fra det gamle dannelsesmønster. Her er der ikke tale om en idealistisk helt, der straffes efter at have syndet, og som gennem erkendelse når sit sande og forudgivne mål. Der er derimod tale om en realistisk roman om et gennemreflekteret menneske med et sart sind, som lider under en række sammenstød med omverden, og som prøver at komme fri af det hæmmende miljø.
Emil vokser op i et fattigt hjem, og hans omgivelser viser ikke megen forståelse for det følsomme barns personlighed. Flere af de begivenheder i hans barndom, som beskrives, bliver senere til selvstændige temaer i Jørgen Nielsens andre noveller og essays: faderens hårdhændede fremfærd, kammeraternes mobning og lærerens forskelsbehandling.
Stilistisk virker denne del af romanen mindst sikker, fordi stilen er så afdæmpet og ensartet. Man genkender den lidt selvhøjtidelige stil og ordvalget i nogle præsters prædikener. Det viser, at Jørgen Nielsen på trods af sit oprør mod Indre Mission alligevel har hentet intellektuel udfordring i det miljø.
"Nogle Gange endnu mødte Emil den mørke Pige. Men de talte ikke det samme Sprog og kom ikke hinanden nær. Han tog til Bys det Efteraar, og da han vendte tilbage, var Familien flyttet til en anden Egn. Hun blev tilbage i hans Sind som et Minde og en Forventning. Et Løfte og en Tak".
Mest engageret er skildringen af de "jævnaldrende Brødre i Byen". De bekendte, som den i øvrigt ensomme Emil får under et kortvarigt skoleophold i den lille provinsby, er tegnet som karakterer. Fritænkere og unge halvintellektuelle, der samtidig med at de afviser kvinden som et underlegent væsen, hele tiden er optaget af at få kontakt med hende. Portrættet af Simonsen, der for at blive optaget i fællesskabet giver sig ud for at være fritænker, kulminerer i hans lange monolog, der både indholdsmæsigt og stilistisk har hentet inspiration fra den tyske filosof Friedrich Nietzsches værk Således talte Zarathustra fra 1883-85, hvor overmennesket stilles over for slavemennesket.
"I vil allesammen kende Livet, sagde Simonsen, I vil forstaa Mennesket og alt menneskeligt, I vil studere det, I vil kigge paa det, I vil undersøge det med Lup og Passer, men I vil have det mageligt, I vil se men ikke være, I vil holde en Standard, I vil være hævet over Livets Dynd, men jeg er det altsammen, jeg er alene, jeg er ikke for fin for Livet som I andre".
Efter i utide at have afbrudt sin uddannelse pga. manglende økonomiske ressourcer ernærer Emil sig en tid som tørvegraver, et arbejde, der i begyndelsen bekommer ham vel, men i længden er så hårdt, at han bliver overanstrengt på sjæl og legeme, så han rammes af en dyb depression. En hudløs og næsten lyrisk beskrivelse af det deprimerede sind er en af bogens fineste skildringer, fordi man her kan få en fornemmelse af, hvordan mennesker oplever alvorlige depressioner.
"Han stod op om Nætterne, for da mødte han ingen, han kunde ikke tale, han følte sin Sjæl som et blodigt Lig, der var ingenting at sige, der formedes ingen Ord hos ham, han aandede Fortvivlelse og Lugt af Død. Men Fortvivlelse har ingen Ord, Skam ikke Forsvar".
Da Emil er kommet i gennem sin langvarige depression, formulerer han sit - og Jørgen Nielsens - menneskesyn, som i flere henseender afviger fra mange moderne menneskers tro på udvikling, forbedring og forandring, således:
"Hans væsen var Alvor, han vilde aldrig have nøjedes med Overfladen. I det store hele var hans Sjæl et uforanderligt Stof, det havde han altid hævdet, og det hævdede han ogsaa nu, da hans Blod bruste af en Glæde, som gjorde al Filosofi betydningløs og graa".
LINKS
Det onde land på bibliotekerne
|
|
Silkeborg by og egn 
