|
Jørgen Nielsen
Dybet
Af lektor, cand. mag. Dorte Fogh
Orginaludgavens omslag fra 1940. Kunstner uoplyst.
|
|
"Han havde en stor Udsigt over Bakker og Dale fra, hvor han sad. Solen stod glødende i Zenith, men Thomas havde faaet sin Hud galvaniseret for denne sæson og var ligeglad med Solen. En Insektverden omgav ham som en Glorie, stod om ham som en Malstrøm af Toner og Kulører og hvirvlende Bevægelse: Humlebier, Bremser, han kendte sytten Slags Bremser, Sommerfugle, Guldsmede, al Slags flyvende og summende Kravl".
Det er husmandssønnen Thomas i Jørgen Nielsens roman Dybet fra 1940, som oplever en kort stund af stor lykke i det jyske landskab, da han af karetmagerens Søren har fået lov til at låne romanen "Robin Hood". Drengens lykke kender ingen ende, og den alvidende fortæller skildrer oplevelsen med stor opmærksomhed og indføling i, hvad det i begyndelsen af 1900-tallet på landet kunne betyde at få lov til at læse en bog. Denne sommeroplevelse står i skarp kontrast til drengens nøjsomme hverdag med hårdt arbejde og forældre, der hverken har overskud til eller forståelse for drengen.
En vinteraften forsøger den sygdomsplagede mor i en rolig stund og i bedste mening at indgive den lille Thomas sin egen dødsdrift og higen efter himmerige, men han reagerer med rædsel, for han foretrækker fuldt ud livet. Den elskede mor Inge presser sin søn hårdt med sin stærke interesse for døden og manglende evne til at yde den strenge far et modspil. Samtidig presser faren Graves drengen til at yde en voksens mands arbejde og ikke spilde tiden med barnlige fornøjelser som f.eks. fastelavnsløjer. I stedet må Thomas på nyopdyrket hede tumle med to genstridige arbejdsheste, et motiv som udfoldes i Jørgen Nielsens mest kendte novelle En katastrofe fra 1944.
Romanen rummer en spænding mellem de barske vilkår på de sandede midtjyske jorder og drengens løbske fantasi. Fremstillingen får næsten kriminalromanens karakter, idet Thomas en nat, da han ligger og smuglæser, pludselig hører sin far stå op for at give moren medicin. Thomas føler sig helt sikker på, at faren i virkeligheden vil give moren gift. Da Thomas står på lur for at afsløre forbrydelsen, bliver han opdaget, og han indser, at der ikke var fare på færde. Alligevel driver mistænksomhed hans færd i den følgende tid, og først sent erkender Graves Thomas' mistanke som en del af sit eget ønske om at slippe af med den besværlige, syge kone, men vrede forhindrer ham i at forstå sig selv og sin søns angst for at miste moren.
Romanen er Jørgen Nielsens mest velskrevne. Den følger årets gang fra sommer over vinter, til det atter er sommer og bliver efterår. Den velkendte konflikt mellem far og søn, der tilspidses, mens morens livskraft ebber ud, ender med, at Thomas får overtaget og i kraft at sit intellekt føler sig usårlig, samtidig med at han ved høsttid mister sin elskede mor, der dør af lungebetændelse. Et sart og hårdt prøvet barn føler sig lettet og fri. Thomas er på vej til at blive voksen.
Modsætninger veksler med kontraster i parallelliteten. Livsdrift forvandles til det modsatte. En rolig stund ændres til en gruopvækkende oplevelse. Vinterens kulde næsten umuliggør udendørsarbejdet for de voksne, men betyder for børnene varme inden døre og tid til leg.
Forfatterkommentarerne er trådt i baggrunden til fordel for dialoger. Dialekt og barnelogik ses bl.a. i Thomas' tanker om en af egnens afdøde koner:
"Hun havde haft den Vane at standse og snakke til ham naar hun kom forbi hans Fars Sted, og han var ude at lege. Hun var fra Østeregnen - hun sagde Høwjern, ikke Æ høwje, som det jo da rettelig hed, naar hun mente Kreaturerne, og slig Fremmedhed, Anderledeshed var naturligvis et stort Minus ved hende og gjorde, at man i det hele taget maatte se paa hende med Mistro og ikke indlade sig for meget med hende, men never mind, i sit Hjertes Dyb anerkendte Thomas hende som Medskabning, og nu var hun saa forfærdelig stille".
Karakteristikken af personerne er mere nuanceret end tidligere. Faderen er ikke kun vred og frustreret. Da Graves en dag opdager, at Thomas deklamerer vers "i den sommertomme Kostald" og tror, at knægten taler med sig selv, siger han til Thomas:
"Jeg tror ligefrem ikke saadan noget er sket i Verden før. Det er det ikke i min Tid da. Heller ikke i min Fars eller min Bedstefars - det kan jeg sige med Sandhed; for saa vilde de have snakket om det. Det vilde have gjort et forfærdeligt Indtryk paa dem".
Romanen, hvis titel, Dybet, sigter ikke bare til Thomas' sammensatte sind, men også til hans sociale placering, handler først og fremmest om forholdet mellem personlighed og vilkår. Menneskers personlighed præges af deres vilkår. Om Thomas hedder det:
"Det var ikke en Forestilling om sin egen Begrænsethed og Ringhed, der fik en Lykke til at pible frem i ham, tværtimod, det var en Følelse af Grænseløshed, hans egen og Verdens".
Når han på trods af sin drøm om lykke alligevel plages af angst for moderens død, skyldes det, at der ikke levnes megen plads til lykke. Det hårde arbejdsliv lægger en løkke om halsen på folk. Det hedder således om faderen, der forsøger at opdyrke hedeområderne:
"Det blev nogens skæbne at tage fat paa dem, undertiden at forbløde sig paa dem. Ikke en Skæbne man havde valgt, ikke et Erhverv, og et Liv, man efter modent Overlæg havde bestemt sig for - det kom udefra, det skyldtes Omstændighederne. Graves var ikke skabt af sine Vilkaar, men han var sine Vilkaars Fange".
Her definerer Jørgen Nielsen ordet skæbne som de vilkår, man nu engang har i et samfund og må påtage sig. Det moderne menneske er skildret som en ufri fange bestemt af sind og livsvilkår.
- Dybet fortsættes i Et hus splidagtigt med sig selv (1945)
- Udkom også som: Dybet I-II. Samlet udgave af "Dybet" og "Et hus splidagtigt med sig selv". Med efterskrift af Paul la Cour. (1956).
LINKS
Dybet på bibliotekerne
|
|
Silkeborg by og egn 
