Glimt af Silkeborg bys historie  Til forsiden


Du er her:
Forsiden Silkeborg by og egn Glimt af ...

Glimt af Silkeborg bys historie

Af Hanne Arent, Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg Bibliotek

Silkeborgs byvåben er fra år 1900 og tegnet af Anton Rosen
Byens navn
Hvorfor hedder byen Silkeborg? Det spørgsmål kan besvares på flere måder. Stednavneforskere mener, at ordet 'silke' stammer fra det oldnordiske Sil, der betyder stillestående eller langsomt flydende vand. En anden tolkning er, at forleddet skulle komme af det oldnordiske silje eller silja, en bestemt type piletræ.
Den mere fantasifulde forklaring finder man i sagnet om bisp Peder, her gengivet efter Danmarks Folkesagn. Af J.M. Thiele fra 1843:
Fire mil fra Århus, nærved Gudenåen, ligger den gamle gård, Silkeborg, i en lystelig egn, omgivet af skove og søer. Den skal have fået dette navn af en bisp, hr. Peder, som engang ville bygge sig en gård, men længe ikke vidste, hvor han ville bygge. Engang sejlede han på Gudenåen og tog undervejs sin silkehue af hovedet og lod den flyde på vandet, sigende, at hvor den flød i land, der ville han bygge gården. Således fandt han stedet, og da gården var bygget, kaldte han den Silkeborg.

Byvåbnet
Silkeborgs byvåben bygger på dette sagn, idet man ser et skjold med en bispehue øverst, i midten en borg og nederst Gudenåen. Byvåbnet er tegnet af arkitekt Anton Rosen, og kommunalbestyrelsen besluttede at bruge det som officielt byvåben, da byen blev købstad i år 1900.

I 1844 anlagde papirfabrikant J. C. Drewsen fra Strandmøllen en papirfabrik ved Silkeborg. Det blev sønnen Michael Drewsen, der stod for opbygningen af fabrikken. Han kom hertil 15. april 1844 sammen med 14 murere, 10 tømrere og 4 smede. Silkeborg bestod på det tidspunkt af Silkeborg Hovedgård og nogle få huse samt en mølle. I løbet af få måneder lykkedes det at bygge landets største og mest moderne papirfabrik. Og den 1. januar 1845 producerede fabrikken det første stykke papir.

Samtidig med at Michael Drewsen opbyggede papirfabrikken opstod handelspladsen Silkeborg. Området omkring Silkeborg var ejet af kongen, og Gudenåen havde en stor uudnyttet vandkraft. Papirfabrikken kunne bruge vandkraften, og Gudenåen skulle være transportvej til Randers. Det havde betydning, da staten nedsatte en kommission, der skulle se på muligheden for at anlægge en by her.
Ved at oprette en by i det midtjyske fik befolkningen her bedre mulighed for at sælge deres landbrugsprodukter og husflidsvarer og købe importerede varer fra København, Hamborg eller andre større byer.

Den ny by
Kommissionen udarbejdede en plan for byens anlæggelse, og 7. januar 1846 forelå den kongelige resolution. Handelspladsen blev oprettet i Linå sogn og først i 1855 blev den en selvstændig kommune. Den første plan over byen blev udarbejdet af major Schlegel. Den omfattede 31 parceller, der blev overdraget nybyggerne med frihed for bygnings- og jordafgifter i fem år. Husene skulle opføres grundmurede og med tegltag, og grundene indhegnes med malet plankeværk eller stakit. Betingelserne for at nedsætte sig i Silkeborg var ret strenge. For at få næringsret skulle man godkendes af kommissionen, som kun udstedte næringsret til folk med faglig uddannelse.

Byen voksede hurtigt fra 149 indbyggere i 1846 til 1163 i 1855. Befolkningens gennemsnitsalder var lav, for voksne godt 30 år.

Da handelspladsen blev selvstændig kommune i 1855 fik byen meget hurtigt bl.a. skole og rådhus, præst, distriktslæge og apotek. Kirken blev dog først bygget i 1877. Silkeborg fik også gasværk i 1856, som en af de første byer i Danmark, og før København, trods sit beskedne indbyggertal. Michael Drewsen var en af initiativtagerne, ligesom han var det året efter, da byen fik telegrafstation. Samme år, 1857, udkom Silkeborg Avis for første gang, den har senere skiftet navn til Midtjyllands Avis.

I 1854 blev der bygget dæmning og bro til Alderslyst. Indtil da var den hurtigste vej med færge over Langsø. Vejforbindelser i andre retninger blev også i de kommende år udbygget, bl.a. mod Herning-Ringkøbing. Udviklingen gik meget stærkt indtil omkring 1860, hvor Silkeborg var ved at være en rigtig by med eget bystyre, institutioner og erhvervsliv.

Jernbanen kommer
Pramfarten på Gudenåen og søerne var før jernbanen den vigtigste transportvej for de store tunge varemængder som korn, træ, tømmer, råvarer til papirfabrikken og færdigvarer herfra. Diskussionen om jernbanens linieføring havde været heftig. Bl.a. havde man drøftet stationens placering. Afgørelsen faldt ud for en bro over Remstrup å og en station i byen. Og i 1871 kunne man indvi jernbanen Skanderborg-Silkeborg, som senere blev forlænget mod vest.

Nye industrier
Foruden den hurtige udvikling af handels- og serviceerhverv skete en vækst i håndværk- og industribeskæftigelse. Papirfabrikken var byens store virksomhed, men i 1850-erne kom andre virksomheder til: Silkeborg maskinfabrik, en tobaksfabrik, uldspinderi- og klædefabrik på Torvet, brændevinsbrænderier, tørvefabrik og kalkbrænderi. Senere kom en betydelig trikotagefabrik, C. Commichau & Co. (1883) og Koopmanns Svineslagteri (1890).

Købstaden Silkeborg
Ved århundredskiftet havde Silkeborg et indbyggertal på ca. 7000 og blev købstad år 1900. Byen voksede, især mod nord i Alderslyst. I 1941 blev Alderslyst, Søholt og Lysbro indlemmet i Silkeborg kommune. Sydbyen voksede også efter jernbanens anlæggelse, men skoven hindrede større vækst. Et større skovfald i 1934 gav dog mulighed for en del byggeri. Men statsskovens udbredelse har betydet, at store rekreative arealer er bevaret, til glæde både for byens borgere som turister.
I forbindelse med kommunalreformen i 1970 blev flere omegnskommuner en del af Silkeborg kommune, og det gav muligheder for vækst. Kommunens indbyggertal var efter sammenlægningen 42.455 indbyggere. I 1994 var tallet 50.000 og i 2003 hele 53.000.

Uddannelses-, kultur- og kurby
Silkeborg har altid haft mange uddannelsestilbud. Byens to seminarier blev begge grundlagt før århundredskiftet. Silkeborg Seminarium (tidl. Vinthers Seminarium) i 1886, Th. Langs Forskolelærerindeseminarium i 1891 og lærerseminarium i 1896 (nedlagt 1982). Allerede i 1863 begyndte Teknisk Skole sin virksomhed som Søndagsskole for Lære- og Håndværksdrenge. Handelsskolen startede i 1892 med 6 timers undervisning om ugen.

Et folkebibliotek var et stort ønske i byen, og 6. februar 1900 kunne man åbne for udlån. Museet, der både omfattede det historiske og kunsten, var i mange år på biblioteket. Historisk Museum flyttede i 1951 til et par lokaler i Hovedgården. I dag er der museum i hele bygningen. Hovedattraktionen er det velbevarede moselig Tollundmanden, der blev fundet i 1950 og er ca. 2400 år gammel.
Silkeborg Kunstmuseum fik egne lokaler i 1961 og i 1982 flyttede museet til den nuværende bygning. Museet benævnes ofte Asger Jorns museum, og denne kunstners værker er en væsentlig del af samlingen.

Silkeborg havde gennem næsten hundrede år et godt ry som kurby. Begyndelsen var Silkeborg Bad (tidl. Silkeborg Vandkuranstalt), der begyndte sit virke i 1883. Initiativtager var bl.a. Michael Drewsen. Allerede i 1872 søgtes Finansministeriet om at få stillet et område ved Arnakke-kilderne til rådighed til en vandkuranstalt. Stedet blev drevet indtil 1984. Efter en omskiftelig tilværelse herefter, købte kommunen badet i 1992 og KunstCentret Silkeborg Bad overtog bygningerne. Kneippkuranstalten var den anden kuranstalt i Silkeborg. Oprettet i 1897 og byggende på tyskeren Sebastian Kneipps principper, som gik ud på, at der kun blev brugt vand, luft, solskin, urtete og planteafkog i behandlingen. Allerede i 1933 måtte anstalten dog lukke. En lidt anden type kuranstalt fik Silkeborg i 1903, da Sanatoriet (i dag Ferskvandscentret) blev åbnet. Det var tuberkulosepatienter, der blev behandlet.
Senere blev Gl. Skovridergård, Aggerholm og Gudenå Kurbad velbesøgte kursteder, som dog før eller senere måtte lukke, da interessen for et ophold på et kurbad forsvandt.

En ny bydel skyder op
Silkeborgs historie begyndte med Papirfabrikken, men Papirfabrikken måtte lukke 31. maj 2000. En epoke sluttede, men historien går videre. I disse år skyder næsten en helt ny by op på papirfabrikkens arealer: hotel, biografer, avisen, musik- og teaterhus, restauranter og caféer, fitnesscenter, kulturspinderi og masser af nye boliger i både eksisterende byggeri og helt nyt, foruden en splinterny skole.....

Hanne Arent

Til toppen

Publiceret 27. november 2003. Webredaktøren.