Silkeborg
Af H. C. Andersen
(Fra: Folkekalender for Danmark, 1854)
|
|
|
i kører gennem skov og over marker, ind igennem en bondegård, og ud igen, og snart står vi på Danmarks højeste punkt: Himmelbjerget, der i bløde bølgeformer, med lyng og gyvelbuske strækker sig ned mod en stor sø, Julsø, der gennemløbes af Gudenåen, som herfra, milelangt, mellem skov og hede binder sø til sø ned mod Silkeborg. |
Under os på Julsøs genbobred ligger Dynnersvold; vi ser odden, hvor sagnet melder, at Laven Slot stod. Overtroen øjner endnu guld, og kobberkedler skinner gennem vandet, og rorkarlen, stagende sig frem, tror at han kan høre klangen herfra, idet han støder imod med åren. Her boede én af Jyllands sysselkonger, hvis smukke datter en nat blev bortført af en anden sysselkonge, der med hende foran på hesten jog afsted hen over Sejs hede; det galdt om at nå egene ikke langt fra det nuværende skovfogedhus ved Silkeborg, og stedet kaldes endnu "Nåe-Ege", hvor han i flugten tabte sin hat, hedder stedet Hattenæs; dybet i åen, hvor han ville sætte over, da han blev hårdt forfulgt, og hvor hesten sank med ham, så han druknede, kaldes Kongsdyb. Vi følger sagnets spor; idet vi fra Himmelbjerget fæster øjet mod nordvest og øjner over søer og skove de røde tage af byen Silkeborg. Derhen går vor vej.
Egnen ved Silkeborg. Træsnit i Folkekalender for Danmark 1854. Sammenlign med Emil Bærentsens litografi i det store billedværk "Danmark" fra 1856. "De vil ude hos Drevsen på Strandmøllen finde to Malerier, af hvilke De vist kan fåe Lov til at vælge eet til at lade tage en Skizze efter", således skrev H.C. Andersen fra Silkeborg den 8. august 1853 til sin forlægger i København Otto Delbanco. Herover ses træsnitgengivelsen af det ene. Det andet er en genfgivelse af papirfabrikken.
Vi tager gennem skoven op over åsen, "Å-ringen", kalder bonden den; alt fra Himmelbjerget ser vi dens lyngbrune side rage frem i skovhanget. I lang strækning og i højde med de største træer løfter åsen sig, som var den en vold, i cyklopiske tider kastet op med menneskehænder; dens øverste kam er lige akkurat bred nok til et vognspor. Herfra ned imellem trætoppene ser man hede, mose og en enkelt boghvedemark, der breder sine hvide og røde blomster over sandgrunden. Her står en bænk tømret af birkegrene, hvorfra der er et skue beslægtet med det, man har i egnen omkring de skotske søer, Katrine og Lomond. Hvilken ensomhed, hvilken alvor! - Vel kan sollyset i sin afveksling oplive denne egn, men som den sorgfuldes ansigt i selve smilet, beholder den sit alvorsvækkende præg. Hvilken stilhed! I minutter fornemmes ingen lyd, det er, som om man var frataget hørelsen, og dog er den skarp, så at den fornemmer myggenes vingeslag. Her er natten dyb og hemmelighedsfuld, man hører kun den store hornugle skrige fra skoven, eller en piben nede fra åens siv, det er råbet af odderen, denne ferskvandets sælhund, som såret af en enlig jæger endnu mægter at svømme over til den anden åbred. Måske høres skriget af kongeørnen, der bukker under i ulige kamp. Det er kun nogle år siden, da drev på strømmen en stor gedde, i hvis ryg med begge kløer fast inde i kødet hang en ørn; den havde ikke mægtet at løfte den store fisk, og begge drev nu som et dødt stykke.
|
|
H.C. Andersens tekst om Silkeborg blev i 2003 udgivet i 'Rejseskitser 1826-1872' ved Erik Dal af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Borgens Forlag. |
Fra åsen kommer vi ned gennem skov og over sandgrund, hvor det hvide flyvesand enkelte steder bryder frem og lægger sig over lyngen; vi kommer ind i moser, hvor kulsorte storke bygger deres reder i træerne, og som en pariaslægt, stødt ud i sumplandet, skyes af de hvide storke. Vejen fører bestandig gennem skov; sorte lynghøjder løfter sig som øer i skovhavet. - Her er strækninger som skåret ud af det besungne Schwarzwald. Tørre nedfaldne grene knager i lyng og løv under vognhjulet, som her danner nye vejspor.
Vi træffer på fordybninger i jorden, gamle vildbassegrave, fra den tid vildsvinet endnu her kaldte til jagt, og for hvis skyld Christopher den Anden så gerne kom her på egnen; det nu udslettede Tvilum Kloster ved Gudenåen fik således i et år fem gange hans besøg. Endnu lever gamle folk, som kan fortælle fra deres barndom om ulvene i disse skove.
Vi ser kjæmpehøje, på hvilke store, slanke bøge ee skudt op af spirer, der i vind og vejr blev kastet hen på de ukendte grave. Vej- og stiløse skovstrækninger omslutter her dybe søer; på en af disse ses en lille svømmende ø med et enligt hældende træ, den driver om derude, hvorhen vinden fører den. Man fortæller, at en fremmed kom til et af disse vande, den såkaldte Mørksø ved åsen, og følte sig så grebet af dens melankolske karakter, at han, efter at være draget bort, kom igen tilbage og druknede sig her.
Skov-ensomhed, her findes du! Her, hvor endnu kongeørnen bygger rede, hvor de vilde skovduer kurrer, og urhønen flyver op fra lyngen. - Men det er en fattig jordbund, disse egne har! siger man, ja fattig efter hvad menneskene ville fremtvinge her, men i sin natur er disse egne rige, yppige! Skovens ur-plante, bregnen, skyder frem, tit mandshøj med sine fine, grønne fjedrede blade; tyltebær, hindbær og blåbær myldre hen over skovbunden, hvor den mørke enebærbusk gror og minder om Italiens cypres, og hvor kristtjørnen står sommer og vinter med piggede, glinsende altid grønne blade.
Mod vest slipper skoven, idet jordhævningen ikke længere beskytter den mod vestenvinden; alle træstammer og grene hælder mod øst, hvert træ synes som tilklippet med saksen; skoven bliver til buske, den sænker sig ned i bankerne; det er, som om vestenvinden her havde boltret sig, trykket grenene mod jorden og beåndet den med en forstenet mos.
Vi ser ned i en lang dyb lyngdal; der ligger en ensom hytte, klinet af ler og tækket med lyng, fra den løfter sig røgen og viser, at her lever mennesker. - Overtroen fortæller, at i Dybdal, som denne strækning kaldes, ligger en stor firkantet sten med "læsning på", men som endnu ingen har kunnet tyde, og under stenen er gemt så meget sølv og guld, at det kan skjule en fuldvoksen mand, en hel kongeløsning er det. To Kvinder, der engang gik igennem lyngen her, så stenen, men kunde ikke tyde læsningen, og da de kom med andre folk for at søge den igen, var den ikke mere at finde; en bonde, der her gik ud at søge efter sin hest, så stenen og lagde sit tøjr på den, men stenen sank - dog engang, det er folketroen, når Danmarks konge er en fangen mand, da findes den igen, skriften læses, skatten hæves og kongen købes fri *).
*) Flere oplysninger og sagn vedrørende Silkeborg, skylder jeg især etatsråd A. Drewsen, som med stor flid og iver har samlet disse under et sommerophold der på egnen. H.C.A.
Vi står i øvrigt her på en højde, som af egnens beboere anses for langt højere end Himmelbjerget, og dog kaldes det af disse ikke det højeste punkt i landet; som dette nævnes de fjernere liggende "baunshøie", hvor i hedenold baunet tændtes, hvor det lyste i Skipper Clemens tid og i vore dage, da fjenden kom under oprørskrigen.
Men vi vender os mod Silkeborg, hvor vi snart når hen, men standser dog først på et punkt i skoven, en lille sti fører os mellem træer og buske til en brat skrænt ned mod den store Almindsø, der set i morgenbelysning blå og stille har det mest smilende, venligt indbydende. De store løvskove hælder sig som grønne, svulmende skyer ud over bredderne, hvor vandet er så klart at man ser de store fisk svømme i sollyset; som hele blomstrende øer ligger der på vandfladen grupper af hvide åkander og højt over skoven på de mørke lyngbanker skinner den solbelyste Balle Kirke.
Mod nord slipper skoven ved Langsø, som Gudenåen løber igennem, og her ligger en gammel avlsgård og et lille hus, der for år tilbage tjente som åleværk, idet ålefangsten her var så godt som regeringens hele vinding af den fiskerige å. Disse to bygninger, dengang de eneste, som fandtes her, hørte til det såkaldte ryttergods. Jordene lå øde og udyrkede, en dyb sandet vej, så godt som ufremkommelig om vinteren, gik her forbi til landets vestkant.
På en landpynt ved udløbet af åen ses endnu røde murbrokker, og for nogle få år siden fandtes her grund og grave; her stod det gamle Silkeborg, efter hvilket sted og egn har navn, og man fortæller, at en biskop Peder, som ville bygge sig en gård, sejlede på Langsøen, vinden her blæste hans silkehue af ham, og han bestemte da, at hvor den drev i land, ville han rejse sin borg, og han holdt sit løfte - Silkeborg blev bygget.
Det hedder, at slottet to gange er lagt øde, først ved lynild og senere ved svenskerne, der ikke lod sten på sten blive tilbage.
Herhen kom i årenes løb ikke mange fremmede, undtagen dem, som skulle og måtte rejse den lange vej tværs over landet, eller enkelte jægere, som her fandt god ande- og odderjagt. Omvandrende tatere tændte deres ild under hængebirken eller i lyngen mellem bankerne. Enkelte gange bredte ilden sig, og hedebranden fik frit spil; vinden drev røg- og ildbølger frem, den ensomt stående busk blussede op, og det brændte, til den nøgne sandbund eller moserne satte grænse. Kun få danske kendte Danmarks skønneste egn inde i landet, og endnu færre i den store, forstandige nytteskattende verden tænkte på de kræfter, som Gudenåen i årtusinder i sin vandmængde ligesom spildte hen. De materielle kræfters benyttelse og udvikling er bærerne for åndens skatte, de er grenene for den åndige frugt, som kommer. Her i landet, ved den dybe å har kulturen pløjet sin fure og nedlagt sin rige sæd.
Alt i foråret 1840 indgav den daværende inspekteur over de kongelige godser J. H. Bindesbøll et udførligt forslag til rentekammeret om domænet Silkeborgs hensigtsmæssige benyttelse til et fabriksanlæg, om Gudenåens sejlbargørelse, og om grundlæggelsen af en købstad her, men forslaget mødte kun modstand.
Fire år efter, altså nu kun for ni år siden, kom her på besøg med en af sine sønner Danmarks navnkundige landmand J.C. Drewsen; han forstod egnens betydning, gik ind i ideen; og det blev hans to driftige sønner, Christian og Michael, der med kraft og udholdenhed førte det igennem. Den sidstnævnte flyttede straks derover, var den ledende, den styrende her, og papirfabrikken blev anlagt. Jordbunden her langs åen var da et uføre. Okserne, der fra teglbrænderierne trak de tunge læs med grus og murbrokker til fyldning, sank dybt i det bløde sand. Firsindstyve arbejdere måtte her, langt fra alle købstæder, i dette ørkenland, ledes, holdes og sørges for; med djærvhed og dygtighed førte manden det igennem; Kong Christian den Ottende interesserede sig særlig for den hele plan og viste sin virkende deltagelse; to nærliggende huse, smedje, brødbageri og et par bygninger for arbejderne kom snart i stand, og disse med åleværket og den gamle avlsgård, der førte navn af slottet og var i ussel tilstand, på nær ladebygningerne, var da det hele Silkeborg. Men velsignelsens magt lå over stedet; det viste sig, at der var en trang til her midt i landet at finde et oplagssted for det indre Jylland; en købstad voksede og vokser dag for dag med en drift, en fremgang, som man kun ser det i de amerikanske kolonier. To gader og toetages huse findes her; gæstgiverier og bryggerier er kommet til, og selve modehandlerindernes butikker mangler ikke. Grænse og plan for kommende gader, for kirke og rådhus er afstukket og tæt op til byen, hvor birkeskoven står med prægtige birke, som man ser dem i Sverrig, hælder sine fine, løvfulde grene ud over de unge grave. Den mand, der ved fabrikhjulets enstonende musik, ligesom fremtryllede Danmarks yngste by, Michael Drewsen, har her under lyngtørven ladet mure sit gravkammer, en prægtig hængebirk skygger over det, som vi håber, længe tomme hvilested.
Silkeborg Papirfabrik. Træsnit i Folkekalender for Danmark 1854.
Nat og dag bruser hjulene i fabrikken; 300 mennesker tjener her deres brød; her er et liv, et røre! Det er en lyst at træde ind i dette store, levende væksthus, se den hele fremgang og udvikling der, fra hvor kludene vaskes, renses, kartes og kommer så frem, som en hvid dynd, der i løbet fremad forvandles til alenbrede oblater, der, før de afkøles og får hvile, bliver et dejligt hvidt papir, som er trådt i række med, hvad England og Frankrig frembød ved London-udstillingen og har vundet hæderspris. Selv af strået, af den gule halm har den driftige bestyrer vidst at uddrage papirsstoffet, og vi ser forvandlingen.
Lad os gå fra fabrikken til beboelseshuset, der som én af de smukke villaer ved Blankenese ligger her indrettet med engelsk hyggelighed. Haven, der strækker sig over den gamle have- og slotsgrund ned til å og sø, er så frisk og blomstrende; et dejligt grønsvær breder sig hen over sandgrunden; i rosentiden myldrer her med roser. Bag drivhusets vinduer hænger druerne i store klaser, mens man ser over søen til de hvide sand- og lyngbanker, hvor det ensomme færgehus ligger, hvis båd, ved få åreslag, sparer vandringsmanden en vandring af to mil, som det ellers er, for at komme på den anden side af den smalle sø, og derhen må man, op på Hvinningdals høje banker og der som fra et fugleperspektiv at samle i en sum det hele højland fra Himmelbjerget til Langsøen, hvor de røde tage af Silkeborg synes lagt imellem træernes toppe.
I havens jord står endnu et af de lindetræer, der skal have skygget uden for indkørslen til det gamle Silkeborg, den anden lind er for nogle år siden splintret af lynilden. Gamle elle og pile giver ly mod stormen fra nord og vest; søen skvulper mellem rørene hen over de røde stenbrokker. Resterne af borgen; kun en enkelt stor udhugget gravsten, vistnok en slags portgesims ligger her på stendyssen, hvor de hensatte alpeplanter udfolder deres blomster.
Her forbi går nu de læssede pramme, samme lange åvej op til Randers og her tilbage; en langsom fart, en vej uden afveksling; sin skønhed har Gudenåen fra Silkeborg op til Himmelbjerget. Dejligt er det med sejlbåd eller pram at glide hen under de hængende birke og de gamle elle, der enkelte steder, løsrevne fra bredden, gror i strømmen, og hælder sig over hele øer af blomstrende åkander! Dejligt at styre fra sø til sø mellem skov og hedestrækninger, at sejle med blus på prammen i den dæmrende aften eller stjerneklare nat.
Med dampskib er en prøvefart gjort fra Randers herop; indtrykket heraf er gemt i disse få strofer, vi her gengiver:
|
Det var som om Fultons båd vi så,
Da dampprammen kom op ad Gudenå,
Mod strøm og mod vind en solskins dag,
Stolt vajende med sit danske flag.
Den ånded et liv i landskabets ro
Hernede, hvor ørnen i skovene bo.
Fra Kattegattet til Gudenå,
Kan dansken nu Himmelbjerget nå!
|
Danmarks flod, Gudenåen! Hvor malende, hvor dejlig er du dog! og just dejligst her ud for den gamle avlsgård og åleværket, her hvor du breder dig med gyngende blomsterøer, og hvor tæt ved, som i et bjergland, vejen bugter sig ned af den gennemskårne banke - den nye brede kørevej, der er lagt gennem skov og over flyvesand. Kun en halv times vandring fører os derhen, hvor menneskekløgt kæmper mod den støvfine sandbund, som vinden vil løfte og favnehøjt strø over skov og moser.
|
|
Et af de mange huller inde Dybdalen i Hårup Sande, som mageligt kunne være resterne af et af Per Guldgravers mange forgæves forsøg på at finde skatten. Foto: Per Hofman Hansen, 8. maj 2002. Se også billedet i stor gengivelse.
|
Det er til denne egn, at der knytter sig et af de yngste sagn, som lever i folket på Silkeborg; det er sagnet om den uhyre skat, som her ligger gemt, og som Per Guldgraver ødelagde hele sin formue for at finde, og dog havde han drømt, hvor skatten skulle ligge, stedet hvor et 30 alen højt træ stod således dækket af flyvesand, at man ikke kunne se mere af det end en pibespids. Det var i året 1780, siges der, at denne Per Guldgraver, en holstener, der ejede gård og kvæg ved Vejle kom og gravede og gravede, til han som fattigmand døde i fattighuset i Linå. Men skatten, som en af Silkeborgs mægtige herrer gemte her, vil engang findes; over stedet brænder om natten stundom lys, som delv ikke sandflugt mægter at slukke.
Den hæmmede sandflugt her, de plantede træer og den nye chausse vækker tanken om kultur og menneskevirken, men ensomhed og forunderlig stilhed hviler dog over den hele udstrækning og ligesom i bjergegne sænker sig tit skyerne her og glider hen ad skovens side; derinde synger ingen fugl, og kun til enkelte tider ses kørende hen ad vejen. Vender vi igen tilbage ad den, ned mod åen, pludselig har vi da liv og røre, fabrikken ligger under os, en prægtig bro fører over åen til den åbne muntert udsende Silkeborg by, der med sin vrimmel af gøende hunde, og postillonens skingrende horn hilser os; og går det mod solnedgang, og kvæget drives over broen, blæser hyrdedrengen på sin lur, vemodige toner vel, men det hele landskab med by, skove og søer skinner dejligt i den røde aftensol.
Ja, på å og i skov, på sø og ude ved kilderne, som med mineralske kræfter vælder ud af skovklinten, er en afveksling, storhed og skønhed! og nu den af hede selv kun begrænsede hede, - den jævne brede landevej fører os over den, - kom her en varm sommerdag, når solstrålerne brænder på den sortbrune lyng, da viser Fata Morgana her sine tryllebilleder, som hun viser dem i Saharas sandørken. Du tror at kunne se langt ude det åbne, blikstille hav, en dyb bugt måske strækker sig fuld af skov-øer op mod dig, og det er da så livagtigt, så ganske som virkeligheden, skovene, de enkelte træer spejler sig i vandet, og dog er det hele en skuffelse, der hvorhen du ser, er kun den tørre sortbrune hede.
Gennem århundreder uforandret hede, kun hede! Man siger, at for årtusinder siden var her mægtige skove, brand og vestenstorme fældede dem, man ved det ikke. Disse højder, dale og sletter var engang havbund, som jordvarmen hævede; man siger det, man ved det ikke, men peger på tørvemoser, der synes hævede op af åsens side. Kæmpegrave, tilhørende en yngre tid, for os oldtiden, gemmer en tidsalders mægtige, ingen kender deres navne, udslettede er de. Engang dybe, klare søer ligger forvandlede i tilgroede moser, og kun sagnet mæler om deres fortid; det klinger fra Bjærup mose om jomfruen, som sejlede over dens åbne vande, tabte sin guldring der og lyste derfor søen i band, da væltede fra bunden det sorte dynd, og i ét nu blev den fra sø til mose. Åen i sit fald opskyller fra den enlige ø et rødligt grus - det er rester af en borg, måske fra hin tid, da vikingerne fra sine togter til Englands og Norges kyster vendte hjem igen mod Randers, til Gudenåens bredder, eller måske en borg fra dengang svenskerne var her i landet, da vore polske hjælpetropper, med kalmukker og tyrker iblandt, skændte og brændte og hængte præsterne op ved deres lange skæg i egene. Hverken skrift eller sagn melder derom.
Forglemmelsens ånd stærkere end stormen på Vesterhavet, som vel kuer skoven, men dog lader den gro - har udvidsket mindet.
Hvilket ødets rum for tanken!
Men snart vil over den stille hede, jernebanetoget, som en dampende drage bruse af sted, og tusinder skulle komme og se denne egns herligheder, og digtere skulle her henlægge sceneriet for deres digtning, medens Silkeborg stiger og blomstrer, som oplandets by, byen, der skal spinde silke, når banetogets væverskytte flyver gjennem landet.
Silkeborg den 5. august 1853.
H. C. Andersen
Sprogligt moderniseret version af 1. udgaven i Folkekalender for Danmark, 1854 (3. årg.), s. 97-106. Se også den ortografisk korrekte udgave. Renskrift: Jytte Bak.
Redigeret og tilrettelagt af bibliotekar og webredaktør Per Hofman Hansen i samarbejde med leder af Lokalhistorisk Arkiv Hanne Arent.
|