Gader og veje i Silkeborg Til forsiden


Du er her:
Forsiden Om Silkeborg Gader og veje i Silkeborg Essays fra byens kvarterer: Piphøj - Århusbakken

Essays fra byens kvarterer. Ved forfatteren Bent Rasmussen

Forfatteren Bent Rasmussen
skrev i perioden 28. september 2002 til 5. april 2003 til Midtjyllands Avis en række essays fra Silkeborgs kvarterer. Vi har venligst fået lov til at publicere artiklerne her på Silkeborg Biblioteks hjemmeside.
  1. Hvor ligger Lyngby? Kvarteret mellem Frederiksberggade og Mariehøj.
  2. Den forsvundne trekant. Kvarteret mellem Søndertorv og Østerport.
  3. Under ørnens vinger. Silkeborgs gamle latinerkvarter.
  4. Teglbrændernes by. Lysbro en hvid dag i januar.
  5. Marginaljord. Fra Kærsgård til Alderslyst.
  6. Piphøj. Kvarteret mellem åen og egen. En tur rundt på Århusbakken.



6. Piphøj

En dag i marts 2003 afslutter Bent Rasmussen hermed serien med en tur mellem åen og egen - rundt på Århusbakken


Der er godt med fuglefløjt i hækken. Musvitten filer sin savklinge. Solsorten rasler med de tørre blade i vejkanten. Jeg er under opstigning fra Iskælderdalen på et knasende tæppe af agern, bog og andet drys fra løvfaldet i fjor.
    Iskælderdalen!
Bent Rasmussen ved den gamle eg på Århusbakken
Bent Rasmussen ved den gamle eg på Århusbakken.
Foto: © Jens Anker Tvedebrink, Midtjyllands Avis.

Et navn med indbygget frost. Her kunne mejeriernes og bartendernes is oversomre engang. Kælderen er der intet spor af. Navnet står alene tilbage.
    Den grønne gryde mellem frimurernes "Skovbakken" og Nordskovens begyndende højland har i generationer - måske ikke så meget mere - været stedet for offentlige forsamlinger og folkets markeringer. Midtvejs oppe ad bakken kan jeg vende mig om og se bagud og derved fremkalde synet af en syngende, men knuget menneskemængde fra besættelsestidens alsangsstævner. Og er det ikke sanglærer Messell, der synger for, og fotografmester Jensen, der dirigerer sit harmoniorkester, som står i en halvcirkel iklædt hvide kasketter og truttende efter hans taktstok?
    Som dreng tog man det til sig uden at forstå. Og dog blev det siddende. Kald det et fata morgana eller så. I dag leveres musikken af fuglene, som i denne solskinsstund med lyseblå himmel og lette slørskyer sandt for dyden har fået vækket deres parringslyst.
    Skrænten er forceret. Jeg står på bakkekammen, der rettelig bærer navnet Frydensbjerg.
    Det må siges at være en smule anormalt at ankomme til Århusbakken ad denne smukke bagdør. Århusbakken, Fuglebakken - med delområdet Kildebakken alias Sygehusbakken - eller Piphøj, som de underfundige borgere i lavlandet benævnte kvarteret, dengang gaderne blev navngivet efter fuglene, og boligforeningerne byggede deres geledder af karréer, kaldet "millionærblokkene".

Frydensbjerg
Det bliver mestendels en tur i et tilforladeligt område uden sensationer, med gedigne borgerhuse, stabelvis af lejligheder og stilfærdige aktiviteter.
    En bydel, der har det store privilegium at have skoven som nærmeste nabo.
    En kunstfærdig smedejernslåge åbner sig på vid gab og i trailer-bredde.
    Haveselskabet "Frydensbjerg". Det er her, man går inden for til byens smukkest beliggende kolonihaver - og det siger endda ikke så lidt. Som fuglene er havefolket vågnet af deres vinterpassivitet. Der manipuleres med jordbunker og stikkes nye bede ud. Der lægges planer, beskæres og snakkes. I rækken ud imod Drosselvej er en handy haveejer ved at støbe til et nyt lysthus.
    Og bag dem alle synger skovene. Det er Piphøj, så det klodser. Ja, hvad hedder de langs- og tværgående forbindelseslinier mellem parcellerne?
    Svalestien, Spurvestien, Duestien og Munkestien. Det er så kvidrende vårligt altsammen.
    Man kan bare gå sig en runde. Der er glofrihed. Man kan gå helt derud, hvor afgrunden findes. Hvor skrænten falder brat som en bjergside ned i den grav, hvor Langå-banen tøffede ad Resenbro, Sminge, Gjern og Fårvang til længe før, der var tænkt på Arriva.
Herfra og indtil Århusvej hedder domænet som nævnt altså Frydensbjerg. Sidst i 1800-tallet spillede byens ungdom først kricket og siden fodbold på den plads, der i de dage var åbne marker. Markerne tilhørte Silkeborgs fattiggård, Oprindeligt lå dette nådens og barmhjertighedens hus i Markedsgade, men flyttede - samtidig med sygehuset - herop for at være i nærheden af det landbrug, som på mange måder var fattiggårdens økonomiske forudsætning.
    I 1923 blev et betydeligt areal udlagt som dyrskueplads, idet landboforeningerne havde valgt at lægge årets ungskue på "Frydensbjerggårds" jorder. Et arrangement, der i følge samtidige efterretninger totalt druknede i regnvejr.

Beholderen, boligforeningen og billedkunsten
Fra alle mine points of view kan jeg orientere mig efter det runde vandtårn. Et kæmpekar opmuret i røde sten uden pynt og gesimser. Mur- og rumkunst af næsten Per Kirkebysk karaktér. Tænk, om en gesjæftig restauratør skaffede økonomi og tilladelse til at bygge en tagrestaurant oven på den store balje. Hvilken udsigt!
    I overensstemmelse med loven om de forbundne kar har beholderen i mange år sørget for et ordentligt vandtryk i byens haner, thi faldhøjden er på 67 meter, og det er dog noget selv i Søhøjlandet.
    I skovkanten langs Drosselvej ligger duftende friskfældet træ. På dette strøg finder man villaerne, en form for bebyggelse, der absolut ikke dominerer bydelen. Det er boligforeningerne, der først og fremmest har sat sig på området, og har man sørget for at melde sig ind så såre, man er undfanget i sin mors liv, kan man gøre sig håb om at flytte ind i de velbeliggende lejligheder.
    Altanerne i blokkene er for manges vedkommende dekoreret med stiliserede dyrebilleder. Ellers glimter kvarteret ved fraværet af noget, der bare ligner kunst - hvis man da ikke lige medregner den næbbede and ved foden af sygehusbakken.
    Og alligevel: I seminariets skolegård poserer den fornemme skulptur "Silkeborgstenen", skabt af Edgar Funch og opstillet i 1963. Kunstneren var særdeles børnevenlig, mindes jeg. Han gjorde stenen færdig efter dens opstilling og indviede i frikvartererne børnene i sit arbejde og i sine tanker. Ud over dette værk i granit, findes der på samme adresse to jernskulpturer af Børge Jørgensen, og indendøre endvidere arbejder af Jørgen Haugen Sørensen og Poul Vandborg. Dertil ejer seminariet blandt andet fine portrætter af seminarieforstanderne P.J.M.Vinther og Herluf Jensen, malet af henholdsvis Martin Kaalund-Jørgensen og Svend Engelund.
    Da seminariet blev planlagt, var der vældig ballade om skovrydningen, og kommunen måtte tilplante jord andetsteds og mageskifte med statsskovvæsenet.
    Det er mere end fyrre år siden, de meget prosaiske røde bygninger blev opført, men selv om arkitekturen er mere end saglig, falder husene på deres egen ydmyge måde ind i de grønne omgivelser.

Trådhegnet, teglværket og den nye skole
I min drengetid var Århusbakken cykelmæssigt en drøj skærsild for mange udflugter. Hvadenten målet var min bedstefars sommerhus i Resenbro, eller det drejede sig om indkøb af akvariefisk hos elektriker Frandsen i "blåkkern", som vi sagde på vores lokale dialekt.
    Frandsen havde et 700 liters akvarium i sin lejlighed, mener jeg, at vi vurderede det til. Når vi havde købt guppier for en femmer og drønede på frihjul nedad og hjemad, snakkede vi tit om den overhængende mulighed, at glasset sprak, og de 700 liter løb hen et sted, hvor de ikke skulle være.
    Undervejs på min videre færd må jeg krydse og derpå følge den gamle hovedvej A 15.
    Campingpladsens flotte, nye træhus imponerer mig, sådan som det pynter i skovbrynet. Det kan man derimod ikke sige om Silkeborgs vel længste trådhegn, garneret med svært pigtråd, forløbende langs med vejen ind imod byen. Og så disse hule, gabende tomme tømmerlader, som jeg ikke kan se meningen med.
    Jeg øger farten og slipper forbi, drejer ned ad Hejrevej med de nette rækkehuse. For enden af vejen lå engang et teglværk som en sidste civiliseret bastion inden lossepladsen, der også fungerede som raske drenges revir for kluns og rottejagt.
    Jeg kommer til kanten af sportspladsen, der, så vidt jeg kan skønne, må have det gamle skrald dybt nede under sig. Jeg kan se den nye skole skyde i vejret.
    Langsøskolen, som fødes til en placering ud over det sædvanlige for en skole. Dejligt for de hundreder af børn, der skal gå der i årene fremover.
    Adgang til søen og tæt på naturen og dog midt i suppedasen. Hvilke pædagogiske muligheder! Det er en glæde for en gammel degn at se denne "millionærgrund" blive reserveret ungerne. Godt gået af Silkeborg Kommune!
    På et farverigt skilt ved indkørslen meddeler børnene os forventningsfuldt: "Her bygges vores nye skole".
    Hurra for det.

Egetræet
Det, der ikke fungerede, som det skulle, eller var til overs i byens hverdag, blev sendt op på bakken. De syge på sygehuset, de fattige på fattiggården og skraldet på lossepladsen.
    Sygehusets sammensurium af bygninger virker ikke sundhedsbefordrende på æstetikken. Ind imellem repræsenterer de vel ærlig murermesterkunst, men tilsammen er det noget rod.
    I den forbindelse går mine retrospektive tanker tilbage til den gamle pragtbygning, der måtte vige for en utilgivelig brutalitet, dengang en byggefeber løb grassat. Den gamle ærværdige afdeling A, som den hed, bygget i 1902 af arkitekt Rosen med tårn, tømmer og udskåret pynt på facaden. Hvem fik den syndige idé at rive så smukt et hus ned?
    Måske i virkeligheden det ypperligste af de huse, den berømte arkitekt så rundhåndet forskønnede Silkeborg med. Igen og igen har jeg under mine runderinger måttet konstatere, at vi har været nogle nullerter i henseende til at bevare den smule, vi som en nybyggerby har haft pligt til at bevare. Exit med lortet!
    Jeg vender ryggen til komplekset af gult og grimt og går tilbage mod skoven, forbi de små lyse huse på Sneppevej. Deres murværk blænder i solen.
    Døre står åbne, hist og pist er en stol sat ud ved sydvæggen, og en aktiv beboer flytter jord i sin trillebør. Et præg af sydlandsk stemning i en banal gade.
    Helt ud til Den Gamle Eg skal jeg. Et mere passende punktum for mange og lange ture rundt i min bys indmark og udmark kan vel ikke findes.
    Her ved skovløberstedet Ivershave endte byen engang, og her står det gamle træ, som jeg blasfemisk lægger hånden på. Egen må holdes på plads af stærke stålwirer, for ellers falder den. Ak, hvad nytter det, at man vil ældes med ynde, hvis man ikke kan stå distancen? Og angående træet, så er det jo som bekendt århundreder, vi taler om.
    For mig er der noget symbolsk i, at en anden gammel kæmpe, forfatteren Albert Dam - som iøvrigt boede på Århusbakken - mange gange havde egen som endemål for sine daglige fodture.
    Den gamle - i sin høje alder meget berømmede skriverkarl - er faldet forlængst, men tro mig, om ikke træet tager endnu et år! Trækker saft op og springer ud. Våren er kommet, campingpladsen er klar, og solen skinner som besat. På én gang afslørende og forsonende.
    Også her på byens gamle overdrev og udmark, Piphøj.


Til forsiden

Første gang offentliggjort i Midtjyllands Avis 5. april 2003.
Til toppen af siden


Find på websiderne. Publiceret 1. februar 2004. Tilrettelæggelse: Jytte Bak og Per Hofman Hansen.