Sandmarken
Plantagens grønne bagtæppe afgrænser reviret. En herlig skov krybende op imod GI. Balle. Et uvurderligt rekreativt område midt i suppedasen. Jo, Silkeborg er for øjeblikket fattig på så meget - præcise togafgange og nye erhvervsmuligheder - men rig på det blå og det grønne. Skoven mildner konformiteten i Kærsgårds dominerende boligforeningsarkitektur. Området får sin herlighedsværdi og det akkurat for fødderne af folk. Man kan blive væk i den skov, tror jeg, og der findes en bestand af rigtigt levende rådyr, påstås det fra sædvanligvis troværdig jægerkilde.
    Overfor skovbrynet sover Nordvestbadet sin vintersøvn. Bassinet er tomt og koldt, pralende med sit himmelstræbende udspring, som enhver knægt med begyndende dun på brystet har måttet kaste sig ud fra.
    Hvis man denne klamme februardag vil i vandet, må man indenfor i varmen. Eller man kan tage til Almindsø og få sig en rød næse og en blå tap. Det føles ganske absurd i dag, men ikke desto mindre: Da man etablerede cementkarret på hjørnet af Ringvejen og Nylandsvej, forestillede det daværende byråd sig, at man samtidig kunne nedlægge søbadeanstalterne! En af dem havde allerede ofret livet - og den lå netop her i kvarteret med sine gule badehuse og skrøbelige broer stikkende ud i Langsø. Engang imellem betaler det sig med den navnkundige jyske besindighed.
    Tilbage til marginaljorden og flyvesandet, gemt for eftertiden i et vejnavn: Sandvejen.
    Et memento om områdets lave bonitet.
    Der skulle meget Kærsgård-jord til en tønde hartkorn. Og dog formåede gårdejer Nislev den kendte jægermester Plov - Gl. Kærsgård at skaffe fourage nok til sine jerseykøer.
    Ved hjælp af skiftende landbrugselever fik han da også listet mælken ud af patterne, så den kunne køres om i købstadens grå gader og falbydes til opfedning af blege byfolk og deres kirtelsvage børn.
    Sandvejen går bag om ryggen på byens 50'er stolthed, Nordre skole, en af de sidste skoler bygget efter det gamle ufleksible lange-gange-system, der ikke har været særligt imødekommende over for moderne undervisningsformer.
    I dag ender Sandvejen blindt. I landzonetiden forløb den videre ud i verden og søgte op i Balle. Her ved vejen havde pelsdyravler Rasmussen sin rævefarm. Om søndagen kunne man cykle derop og bese sølvrævene, og det var vel det nærmeste, man kom en zoologisk have på disse kanter.
    De tyndstråede marker blev pø om pø noget værd i kroner og ører. Selv det alleryderste af Sølystvej blev skåret ud i givtige parceller. At det betalte sig, undrede i en periode tryg- og nærhedsnarkomanerne inde i den "rigtige by". Og oppe i bakkerne oven over plantagen gik det også løs. Et sandt Klondyke, hvor købmand og ejendomshandler Sølvsteen i 1960'erne formidlede gode grunde til en pris imellem seks- og ottetusinde kroner pr. styk.

Alberts have
Jeg går fra de mere moderne tider ind i den del af Alderslyst, som godtfolk i min barndom kaldte Gammel Sverige. Hvorfor? Aner det ikke. Efter Julius Bomholts udnævnelse af bydelen til et Pjaltenborg, er al hån mulig uden af den grund at være retfærdig.
    På randen af det ældre Alderslyst boede min onkel Albert. Klods op ad bondelandet. Når foråret kom, var det en svir at sidde og spise æbleskiver i den velplejede have, mens man nød det gode vejr til akkompagnement af hans højttalende undulater.
    Fra det, der dengang hed Pileallé, kunne man kigge ud over det arge landbrug på Sandmarken. Her skiltes by og land, mark og have. Latter, råb og trillefløjter trængte sig på ovre fra den nære KFUM's sportsplads, og ind imellem galede kvarterets mange haner, når de var glade eller ikke kunne få deres vilje med hønerne. Mæfikker og kropduer puslede i dueslaget, og der var indtil flere minutter imellem bilerne ude på vejen.
    Om vinteren gik vi somme tider over isen fra gasværket til den offentlige korridor, der førte imellem villaerne op til Sølystvej.
    Til andre tider - og det er som bekendt de fleste - måtte vi trave på flade såler over Viborgbroen for at besøge familien i den fremmede bydel, der lå så langt borte fra alting. Før vi kom til broen, smagte vi gyset, når vi i vandkanten så det blodige affald fra slagteriet ligge og skvulpe som i en af de splatterfilm, der endnu ikke var opfundet.
    Skulle henfarten til Alderslyst være mere komfortabel, måtte man stige på bybussen, som der dengang var én eller to af, og hoppe ud ved stoppestedet i Vandværksgade foran den runde vandbeholder, der ragede et godt stykke op over de lave huse.
    I våren spirede både rug, raps og runkelroer i Alberts have for enden af Pileallé, alias Jyllandsgade. Det var ikke afgrøder, han havde sået til erindring om sine unge år ved landbruget. Frøene var ganske gratis føget over hegnet, vildfaren sæd, der iblandet flyvesandet kom ind fra Ny Kærsgårds ydre matrikler.
    Så skred tiden, og der gik asfalt i terrænet. En dristig eksperimentator støbte sig som noget nyt et betonhus på hjørnet ved Vinkelvej, og det anså naboerne for at være vanvittigt, når man i forvejen havde så gode og afprøvede materialer som gammeldags mursten. Og således tog det ene projekt det andet. Forvandlingen skete hurtigt og mærkbart. Byen havde brug for jorden. Sølystvej blev guldrandet i handel og vandel. Dens nordre parallel, Guldbergsgade, forlængedes i Nylandsvej, smal og underdimensioneret, og i dag et af Silkeborgs trafikalt set mest belastede strøg - kun overtrumfet af Borgergade og Ringvejen.
    Bydelen trænger til et vejmæssigt eftersyn. Det, som mæglerne kalder en kærlig hånd. Her ligger gemt en knude, der er mere kompliceret end den berømte gordiske.

Fra Luthersk Mission over Nytorv til bager Lund
Det er våd vinter. Det hvide er snart væk. Ved Langelinie poserer Vandborgs yppige havfrue med klatter af sne på brysterne. Et lille kunstnerisk smil i et prosaisk område, der iøvrigt er blottet for noget så unyttigt som kunst. Det forsorne mangler. Og det lidt glade. Skønheden glimrer ved sit fravær, som solen gør det.
    Nylandsvej er et servicecenter. Betjener de forbifarende, som har deres villaer og rækkehuse i bydelene mod vest og mod nord. Langs vejens lineal-linie kan man købe både pizzaer og franske hotdogs, dertil blade, aviser og soft ice. Man kan skaffe sig kød hos en af byens få slagtere og godt brød hos bageren, man kan høre evangeliet i Luthersk Missions pæne, velproportionerede kirke, få renset sin video ved Nybovej, bade i varmt vand i svømmebadet og spille sine decibel ud i Lydpotten på Nytorv.
    Ro er der ikke meget af, men det findes til gengæld i rigelig mængde inde i de gamle gader blandt de rustikke murermesterhuse fra en tid før vores. Mange af husene er prisværdigt renoverede og fører sig frem i alle regnbuens mange farver. Gaderne hviler i deres formiddagsro, en stilhed, der på én gang er velsignet og knugende.
Rundt på tagryggene sidder rågerne og gokker fjendtligt, men jeg kan ikke se nogen koloni i den umiddelbare nærhed.
    I Lundsgade ved den gamle skolesti, som nu hedder noget helt andet, ligger så missionshuset Effata med sin opfordring: Luk dig op! Og uden at jeg vil kalde mig en seer, lægger jeg mærke til detaljerne, for dem er der mange sjove af. Gammel Sverige er ikke til det storladne. Det er småtingene, der træder frem. Hækportaler, gamle døre, forkerte vinduer, tomme hønsehuse og forsvundne butikker. Men selvfølgelig er der et liv. Således kan man melde sig til tæv i jiu-jitsu-klubben, se på Hammond-orgler hos Bjørnholt, få repareret sin bil eller få rettet dens buler ud.
    Koldt er det, og fortovene er hist og pist så glatte, at man skal vare sig, idet man lægger nakken bagover for at studere gadeskiltene.
    Der har ved sødgrød været mange navneforandringer i pastoratet. Veldædige mænd er blevet opkaldt og forsvundet ud af registret er Fasanvej, Skolestien, Vandværksgade, Birkevej og mange andre. Endnu gælder navne som Lundsgade - efter honningkagebager Lund, Vinkelvej, Nørregade og det helt vidunderlige: Sølvgade! Og hvad med det særprægede: Sportsvej.
    Hvor må man føle sig kropsligt forpligtet med den adresse!

Postludium for en postkører
Grøndalsvej! Det navn prikker lidt i mit hjerte. Vejen er som så mange andre bygader ansigtsløs indtil det anonyme. Never mind. For mig er den en del af min historie.
    Engang var vejen her ikke. Som alle de andre her omkring var den et bondeland med små karrige brug. Et af dem tilhørte mine oldeforældre. De havde i ungdommen mødt hinanden som karl og pige i Sejling præstegård, og på Sandmarken fik de foden på egen jord. Herfra var der ikke langt til storbyen og dens tilbud og til valgmenighedens gudstjenester i Silkeborg kirke. Min oldefar var blevet etatsansat som postkører med uniform og hestevogn. Dagligt passede han sin rute fra Silkeborg postkontor over Grønbæk til Ans, mens konen tog sig af børn og bedrift.
    Med dette memoriam i tanken er jeg kommet tæt på Borgergades inferno af lyd og løbsk travlhed. Det forstyrrer mit billede. Jeg stiller et spørgsmål til mig selv og lader det så flyve for vinden: Hvor længe går den? Hvor længe accepterer man denne enerverende færdselsåre? Hvornår kollapser skidtet? Her bygges og bygges uden hensyntagen til noget som helst, mens trafikken vokser byen over hovedet. Det ligner af og til Frankfurt og Elbtunnellen i myldretiden.
    Det er, som om honningkagebager Lund vågner op , stikker hovedet ud og spørger sig selv: Hvad er dog dette?
    Bagved dvæler bydelen i sit eget ego og forbliver det, den altid har været: Småtingenes ukunstlede hverdagsparadis uden overflødig pynt, løvefødder og gesvejsninger. Men man kunne jo åbne øjnene og se. Gå på opdagelse. Lukke sig op. Effata. Markus det syvende kapitel, vers 34.