Gader og veje i Silkeborg Til forsiden


Du er her:
Forsiden Om Silkeborg Gader og veje i Silkeborg Essays fra byens kvarterer: Teglbrændernes by

Essays fra byens kvarterer. Ved forfatteren Bent Rasmussen


Bent Rasmussen på den idylliske bro over Lyså.
Foto: © Torben Larsen, Midtjyllands Avis.
Forfatteren Bent Rasmussen
skrev i perioden 28. september 2002 til 5. april 2003 til Midtjyllands Avis en række essays fra Silkeborgs kvarterer. Vi har venligst fået lov til at publicere artiklerne her på Silkeborg Biblioteks hjemmeside.
  1. Hvor ligger Lyngby? Kvarteret mellem Frederiksberggade og Mariehøj.
  2. Den forsvundne trekant. Kvarteret mellem Søndertorv og Østerport.
  3. Under ørnens vinger. Silkeborgs gamle latinerkvarter.
  4. Teglbrændernes by. Lysbro en hvid dag i januar.
  5. Marginaljord. Fra Kærsgård til Alderslyst.
  6. Piphøj. Kvarteret mellem åen og egen. En tur rundt på Århusbakken.

4. Teglbrænderens by

Landsbyen, der blev forstad, mistede pusten og nu holder vejret.

Denne gang tager vi rundt
i Lysbro en hvid dag i januar 2003.

Det er egentlig så få veje, som fører hertil. Vestre Ringvej, hovedvejen, der forlængst har overlevet sig selv, tæller ikke rigtigt med. Den fører ikke til og fra, men forbi. Altså, man var den vel helst foruden.
    Det er et lille umælende samfund, der er sendt til tælling. Trafikministeren kan endegyldigt slukke lyset. Hvis han da ikke tænker sig om.
    NU!
    Men så de andre veje da.
    Cykel- og gangstien over den røde bro, som i mands minde har været sort. En flot indfaldsport. En solid spang, der er bydelens fugleflugtslinie ind til centrum. Her kan kondister og mountainbikere få trækonstruktionen til at sitre, mens dagplejemødrene og deres velklædte kyllinger fodrer dvaske ænder og hurtige blishøns. Nedenunder plankerne flyder Lyså ud i Langsø og leverer vandet fra Funder Å og Ørnsø videre til Gudenåen, fjorden og havet.
    Lysbro. Nej, ikke den bro. Lysbro er den mere rustikke betonaffære, som bærer Herningvej og jernbanen over dette - et af byens smukkeste - vandløb. Et sted, der skiller og forbinder, sådan som det er broers natur.
    I besættelsestiden ville tyskerne standse fjenden netop her. Tunge, korsformede spærringer for fremrykkende tanks lå stand by, og i vejkanten ragede et lille gråmalet skilderhus op, men nogen udkigsmand har jeg aldrig set bag de små gluggers fine mønstre af gamle spindelvæv.
    Fjenden kom ikke til Lysbro, og det rustne jern blev fjernet.
    Herningvej var Lysbros strøggade. Her lå posthus, to købmandsforretninger, trikotagehandler, hotel, station og meget mere. Og selv om verden er af lave - ikke mindst i denne Silkeborgs vestre bydel - kan man dog endnu gå i teatret, drikke sig en øl i Hyttefadet, sætte penge i Folkesparekassen, få motorsaven og plæneklipperen justeret og bestille en nedrivning hos Kingo Carlsen. Man kan købe sig ind i de nye alt for høje huse mellem vejen og jernbanen, følge Arrivas overholdelse af køreplanen, nyde sit otium, kigge ud over Ørnsø og trille tommelfingre.
    Døden ligger ikke langt væk. Hvis han kommer, kender jeg hans navn: Motorvejen!

Tivoliparken
Til og fra, op og ned, Lysbro er ikke en flad mark med huse, men et bjergfyldt terræn. Fra kvarterets bagside udgår Silkeborgs eneste rigtige bjergvej. I en stejl stigning og med noget, der ligner hårnålesving, forsvinder vejen op i den gamle Hvinningdal by med dens synlige rester af gårde og boelssteder, næsten skjult og overtrumfet af de nordlige pløjemarkers vildtvoksende boligområder.
    Bjergvejen har sit udspring ved et prosaisk og nøgternt hjørne med en bilhandel, et busstoppested og en tilplantet, forurenet grund.
    Hvem kan tro, at Lysbros forår netop begyndte her?
    Engang skal jeg hilse at sige, for årene flyr i bundter. Men vist er det, at et omrejsende tivoli, kendt fra sommer- og sportsfester, Lunaparken, havde sit vinterkvartér på dette hjørne. Her sov luftgynger, rouletter, karruselheste, skydetelte og candy-floss-aggregater deres vintersøvn, inden det altsammen vågnede som bjørn og pindsvin til våren.
    Når isen havde knaget sit sidste suk på Langsø, når vagabonderne havde sagt farvel til teglværkernes ovnvarme, og fabrikant Madsens haveredskaber havde fået ben at gå på, blev porte og skodder slået fra til tivolilageret.
    Ejeren kunne lette rumpen og invitere alle kvarterets nysgerrige børn indenfor. Så meget forår havde han at dele ud af. Kom og kig! Tivolimanden tog imod de vinterblege unger ved at starte Luna-parkens allerstørste attraktion: Det arbejdende og levendegjorte , finurlige bjergværk! Og han lod mekanikken køre, så længe børnene gad være med, inden han pakkede vidunderet ned og kørte ud i det forlystelsessyge land med alt sit habengut.
    Sturt, sturt nummer! Og - vips - vinter blev til vår, og våren til sommer i Lysbro, teglbrændernes by.

Roderi og ringovn
Nu er det vinter, og sneen skjuler barmhjertigt det henkastede roderi, der måske altid har været et af bydelens iøjnefaldende karaktértræk. Hvor der handles, dér spildes! Noget af det længst oplagrede kunne man med god og positiv vilje opfatte som bevidst udtænkte og stort anlagte installationer. Skroget til en forhenværende lastvogn for eksempel. Eller en halvt fortæret Ferguson. Hvad skulle vi med det herningensiske Elia, når vi har nonchalant henkastede brøndringe, stumme maskindele, glemte chassisrammer, overflødige betonblokke og udtjente olietanke?
    Og dog:
    Lysbro er lige så smuk i detaljen, som den er nøgtern, ansigtsløs og sært tilforladelig ved en overfladisk betragtning.
    Intet sted blomstrer åkanderne som her, og hvor kan man komme dunhammere og sværdliljer så nær som i engene ved Langsø og Lyså? Her fisker hejren, her tuder uglen og her kukker gøgen. Og i vandet stikker gedderne og aborrerne snuderne op og bryder fladen for at kigge efter et forårstegn, de har forstand på: De engelske og hollandske lystfiskere med deres paraplyer, kurve, havestole og punktligt førte notesbøger.
    Jo, idyl og snusfornuft har fulgtes pænt ad. Flora, fauna og fortravlede fabrikker. Langs Lysbrogade pynter gamle velholdte arbejderhuse, klemt inde imellem de afdøde teglværkers vakkelvorne røde lader og den i sin tid højt berømmede ringovn, der i årtier udspyede Danmarks bedste tagsten.

Gas
I en ikke så fjern fortid var den lange landsbygade forsynet med de for dagligdagen nødvendige butikker: Slagter, bager, tobakshandler, købmand, barbér, automekaniker, og rundt om hjørnet lå mejeriudsalg med tilhørende morgenudbringning af mælk og rundstykker. I skolen på bakken underviste førstelærer Mathiesen, når han da ikke lige var optaget af sin forening "Aldrig mere krig".
    Vis a vis dette lokale lærdommens institut boede kaninslagteriet, indtil bygningerne blev revet ned og erstattet af ferskvandslaboratoriets gule længer, der senere steg i graderne og blev til plejehjem. En lykkelig anvendelse af et godt kommunalt hus. Det er heldigvis irrelevant at fortælle det, men alligevel: Mit øre har hørt, at der var bestræbelser i gang med henblik på at bruge faciliteterne til en anstalt for kriminelle op til disses mere eller mindre berammede udslusning. Det er vel ikke uforskammet at udtale, jeg har tusind gange mere til overs for de ældre. De andre er mig ligegyldige, bare de er spærret inde et andet sted.
    Lysbro har altid ligget langt væk fra rådhuset inde i byen. Det var i sin tid på det nærmeste et overdrev, der blev taget i favn af købstaden. Skoven og åen skilte, og der stod Hvinningdal by, Balle sogn, Hids herred, Viborg amt på skøderne.
    Den 1. april 1941 blev der ændret på geografien, og den for så vidt driftige, men lidt lurvede opkomling af en forhenværende landsby blev en del af Silkeborg.
    En sådan kobling skete naturligvis ikke uden omkostninger. Et af købstadens privilegier var eksempelvis den selvfølgelighed, at der i alle våninger forefandtes bygas. Et gode, der gjorde hverdagen nemmere, og som kun svigtede juleaften, når alle på en og samme tid havde en gås i ovnen, og i andre tilfælde, når gassen på lumpen vis stillede sig til rådighed for selvmordere. At lægge den moderne bekvemmelighed i lange rør gennem skoven og halvvejs til Herning opfattede byrødderne som en umulighed. For dog at dulme en negativ særbehandling gav man i stedet byens nyindlemmede vesterlændinge favorable tilbud om billige elkogeapparater og elkomfurer. Nogle rigtige kilowatt-ædere. Vores eget monstrum fungerede såmænd til ind i 60'erne!

Madsens fabrik
Tre teglværker med egen lergrav dybt inde i Lysbro skov, storkereder på rygningen, et tropisk opvarmet arbejdsmiljø og rødmossede teglbrændere i undertrøjer, der engang havde været hvide, besad den kuperede trekant imellem Herningvej, Lysbrogade og den i 50'erne nyligt anlagte ringvej. Altsammen er det historie. Ovnen er slukket, og hvor har landevejsridderne mon fundet ly for vinteren?
    Men der er planer for det smukke terræn bag de hældende røde bygninger. Jovist, der kan bygges. Attraktivt og fornuftigt, hvis ikke det havde været for de ubeslutsomme habitter på Christiansborg, som med deres uforskammet henholdende motorvejsspekulationer binder teglbrændernes forladte domæner i en fastlåst og utålelig situation. Sejrer den proportionsforvrængede tåbelighed , og den iøvrigt nødvendige motorvej mases igennem vores by, dør Lysbro. Hverken mere eller mindre.
    Never mind.
    Kig op, når du kommer forbi, thi dér på sin skrænt ligger endnu et unikt gammelt fabriksanlæg a la Rådvad og Brede. Kunne de ældste haller ikke renoveres af en visionær bygmester og gøres til tiltrækkende boliger for unge, smukke og rige? Måske en idé.
    I stedet for - som det næsten altid er skik og brug i Silkeborg - at rage ned og bygge nyt.
    Implicit i de skidentgule bygninger findes en mundfuld af Lysbros forudsætning og historie. Akkurat, som det er tilfældet med teglværkerne. Det er ikke så enormt mange år siden, at fabrikkerne var en levende og producerende industri med flere hundrede ansatte.
    Lysbro fabrikker var familien Madsens gesjæft. Fabrikanten regerede fra sin villas højenloftssale over formerne, svejserne og snedkerne, der med flid og sved frembragte lovpriste haveredskaber til det danske folk. Madsen slog sig op på noget så altmodisch som seletøj til rytteri og kanonkrikker under Første Verdenskrig.
    For enden af hans store have, der ligesom resten af bydelen blev skåret i stykker af ringvejen, lå fabrikantens motorbåd ved hvis hjælp familien kunne krydse Langsøs vilde vover og nå ind til centrum, når der skulle handles. Hvis da ikke kusken, som ellers kørte river, spader og lugejern til godsekspeditionen, blev bedt om at skifte til jakke, spidsbukser og kasket for at kunne fungere i rollen som privatchauffør. Lysbro havde nemlig i de dage ikke mindre end to amerikanerbiler at beundre. De ene var altså Madsens, mens den anden - en langnæset Buick - tilhørte dambruger Errboe i den tilbagetrukne okkergule villa mellem skolen og Madsens fabrik.

Det, som er, og det, som ikke er
Lysbro havde sine nuancer. En snevejrsdag som denne dækker forsonende over fortidens synder og nutidens skrammel. Der var en tid, hvor der var upstairs and downstairs, - selv her i det vilde vesten hinsides skoven og åen. Men modsætningerne kunne mødes og havde langt hen ad vejen brug for hinanden. På den halvø, der stikker sin tommeltot ud i søen, havde Fløjt-Jens sin ejendom, Hans jordlod skiftede størrelse efter årstidernes gang og de dermed tilbagevendende oversvømmelser. Fløjt-Jens' navn var ikke hentet ud af den blå luft. Han var i Madsens tjeneste og passede med omhu fabriksfløjten i så mange år, at ingen har tal på dem.
    Udviklingen er på en måde gået agurk. Og det er vel en naturens lov, at ting forsvinder, når deres tid er omme. Restaurant "Bækkelund" i dalen for foden af Hvinningdal serverer ikke længere stærk kaffe med sødt hjemmebag, dambrugene har vist også haft deres gode år, skinnebussen hyler ikke mere om aftenen, når den runder bydelen og bliver væk i udgravningen nordenud, dørfabrikken, som tegnede sig for et utal af brandudrykninger, er borte med blæsten, et halsbrækkende forsøg med bilmuseum. på bjergtoppen endte galt og sådan kunne man selvsagt blive ved og blive ved.
    Sneen fyger på Herningvej. Kolonihaveidyllen "Farmen" er pænt klædt på, og overskæringens røde signallampe blinker. Der kommer tog. Et af de sidste, som DSB sender forbi. Lyså er lige så sort, som jorden er hvid. Før alting gik i olie og benzin sejlede tunge pramme træ fra Vesterskoven over Ørnsø og gennem det smalle kringlede åløb. Udsigten fra de nye huse overfor må blive ekstravagant og svimlende. Skoven, Silkeborg Bad, søen og to Arriva-tog i timen.
    Lysbro er ikke de store armbevægelsers kvarter. Ikke mere. Det er en sagtmodig bydel med et stille skjult liv uden falbelader.
    Det er, som om husene holder vejret.
    For kommer motorvejen, er det i mange henseender slut. Hvis folk i vores lille nabokommune mod øst får stukket den kæp i hjulet på vejen og udviklingen, som de vifter med, er det - set fra vores forpjuskede ende af verden - at stikke en hirschfänger i et dyr, der ligger ned.
    Kan vi ønske hinanden et godt nytår?



5. Marginaljord. Fra Kærsgård til Alderslyst.

Første gang offentliggjort i Midtjyllands Avis 11. januar 2003.
Til toppen af siden


Find på websiderne. Publiceret 1. februar 2004. Tilrettelæggelse: Jytte Bak og Per Hofman Hansen.