Om det er en aquila eller en haliæetus ved jeg ikke, men en ørn er det ihvertfald. Lidt bedaget måske, måske endda upåagtet af de fleste, sådan som den stirrer på sin tomme kumme og det rustne jernrør i bunden. Stolt er dens vingeslag, truende og beskyttende, og skarpt er dens øje. Fuglens lange liv på pladsen har givet den erfaringer - ikke mindst med ungdommens gøren og laden - og i dag er vel intet menneskeligt den fremmed.
    Den baskende flyver er ikke kommet et hak videre i sin fortæring af den fangede fisk. Måske forstyrres den af sit udsyn. Der er så meget at se her på en af byens mest harmoniske pladser, der tilmed er næsten fri for parkerede biler.
    Skoletorvet er et åbent rum, man passerer på vej til skole, bibliotek eller banegård. Opholdsfunktionerne er udeladt - med mindre man lader sig underholde af fisk og fugle i dyrehandlerens farvestrålende butik på hjørnet, fristes af et godt brød hos bageren eller blot sætter sig på ørnens vandkunst og betragter de flotte huse.
    Torvets ramme er under konstant og nænsom renovering. Lige nu gælder det den gamle tekniske skole, hvor engang arkitekt Svendsen regerede over lærlingene og ind imellem slog streger, der blev til præsentable bygninger som Bio og Søndergadeskolen. Han var en høj mand i grå habit, som ud over sin daglige metier fik tid til at være formand for flyveklubben.
    Ørnen har set det altsammen. Stilladser og studenter, postbude og pensionister, bumser og bagersvende og folk, der farer ud og ind for at købe glasfarver i hobbyforretningen, foder i dyrehandelen eller malerier hos Willy Omme.
    Akkurat som den hjelmklædte Pallas Athene på frøken Langs institut har set det.

Theodora
Når frøken Theodora valgte at sætte det græske damehoved om ikke på en stage så dog i cement over indgangen til sin nyetablerede pigeskole, var det vel næppe et indslag i den vågnende kvindekamp, men fordi gudinden med den høje pande og det forklarede blik havde visdommen som sin portefølje.
    Og dog.
    Theodora, der kom til byen for at blive lærerinde i en lille privat pigeskole i Nygade nummer 14, var - ud over en stærk forankring i et pietistisk kristendomssyn - meget optaget af kvinders selvstændighed og ret til uddannelse, noget, der i første omgang bevirkede, at hun efter afsluttet eksamen sendte det ene hold pebermøer efter det andet ud i livet, eftersom det ikke i de dage ansås for passende, at en lærerinde indgik i et giftermål.
    På forskoleseminariet, der var en ren kvindeverden, og hvor mænd kun satte deres ben, hvis de var hidkaldt for at undervise, gjorde frøkenen begavede og læselystne jomfruer til forskolelærerinder med ret til at undervise i folkeskolens yngste klasser. Positiv særbehandling af et bestemt køn er altså langtfra en ny opfindelse. En smuk bygning blev opført til formålet. Det bevaringsværdige røde hus på hjørnet af Hostrupsgade og Bindslevs Plads lagde senere rum til både kunstmuseum, lokalhistorisk arkiv og galleri.
    Pigekostskolen var et kapitel for sig, udødeliggjort i Suzanne Brøggers "Créme fraiche". I sin tid den bedst beskyttede og bedst bevogtede bolig i hele Midtjylland. Det kan enhver ung fløs i løbetid snakke med om. Vejen til de jomfruelige hybler gik igennem herskerindens private gemakker, og det vil selvsagt sige, at ruten var aldeles ufarbar for oprigtigt interesserede. Institutionens hvidkalkede væg blev en grædemur. Her og ved husholdningsskolen i den anden ende af byen stillede unge løver og filipensbesmykkede hanhunde alligevel trofast op, når der var kommet nye ansigter og nye kroppe, som skulle vurderes og værdisættes. Enkelte gudsforgående forsøgte at rejse stiger og kravle op, men styrtede til jorden og måtte på skadestuen. Navnene på de pågældende er uinteressante i denne sammenhæng, men deres identitet er mig bekendt.
    Nu ligger Anton Rosens flotte hus og pynter på torvet. Egentligt var det meget modigt, at Theodora turde satse sit virke på så purung en by og starte noget så ekstravagant som en pigeskole. I 1886 kunne hun indvie sin drøm, og de fernisduftende skolestuer, den blå sangsal, gange, trapper og kyske pigekamre blev snart befolket af borgerskabets døtre og genlød af deres - i al ærbarhed - dæmpede kvidren.

Det grundtvigske folk
Vis a vis Theodoras præsentable bygning ligger et næsten lige så smukt hus, den forhenværende realskole, som ikke alene var en realskole, men også hen ad vejen blev forløberen for Silkeborg Seminarium, der siden fik logi i Skolegade. Bestyreren, der fik fod på bedriften, hed fra 1881 Kr.Johansen. Han var født i Thorning og kom efter sin læreruddannelse i Jelling til Silkeborg og annammede skøde på bygningerne rundt om det, der nu er dyrehandlerens hjørne. Johansen stiftede seminariet i 1886, og det blev sammen med sin øvelsesskole et grundtvigsk modstykke til det, Theodora Lang havde gang i på den anden side.
    Jovist, jeg kan genkalde mig de holdningsmæssige modsætninger, for naturligvis måtte der have gået et åndeligt jerntæppe tværs over Skoletorvet lige forbi ørnens næb. Når jeg står foran huset, der engang var Stechers velrenommerede bogtrykkeri, og ser over på Galerie Modernes flotte facade, tænker jeg ind imellem mere på højskolesangbogen end på Cobralærreder. De rummelige, lyse lokaler, der er så imponerende bestykket med intet mindre end kunst i internationalt format, var oprindelig den silkeborgensiske grundtvigianismes højborg. Højskolehjemmet var rammen om Højskoleforeningens møder, en forening, der i sine velmagtsdage talte omkring et tusinde medlemmer. Foreningen eksisterer skam endnu. Dens medlemmer forsamles i Lunden, og jeg tror ikke, at drejebogen for mødestrukturen er så meget forandret fra dengang. Med sine 118 år er det en af byens ældste nulevende foreninger.
    Går man ud ad Skolegade - forbi det lille hus, der var børstenbinderi, og forbi det mere statelige, der var bolig for landinspektør Christiansen med familie - kan man glæde sig over, at det skolekompleks, som først og fremmest var P.J.M. Vinthers projekt, og som han var leder af fra 1890 til 1933, forekommer rimeligt uspoleret, hvis man vel at mærke nøjes med at betragte det fra fortovet. Med udgangspunkt i disse bygninger - og i frøken Langs ditto - prægedes byen af kulturelle tiltag, ikke mindst på musiklivets område. Alene de to herrer, Aage Emborg og Erik Messell, involverede sig hver på sin måde i den lokale musiceren, og de kunne - jævnfør deres respektive baglande - levere såvel musik som musikanter, når det var opportunt. Emborg komponerede blandt andet korværker byggende på Aakjærs digte og satte musik til seminariets ofte afsungne julehit "Når granerne suse". Messell spillede kontrabas i kammerorkestret og anmeldte koncerter i avisen under pseudonymet Tonika.
    Vinthers storladne villa i Skolegade - i forlængelse af skolebygningerne - rummer i dag en institution. Her kom i sin tid gæster som Jeppe Aakjær og Bjørnstjerne Bjørnsson, og i det mere ydmyge baghus boede kunstmaleren Martin Kaalund Jørgensen. Seminarieforstanderens tidligere så imponerende have er blevet asfalteret og må som så mange andre åbne rum i bymidten henslæbe sin tilværelse som parkeringsplads.
    Og hvad er det så for uopfindsomme navne, man giver til disse åbenbart så nødvendige pladser? Kornmods Gård og Estrups Gård! Ikke mindst det sidste navn irriterer enhver ordentlig demokrat. At blive ved med at navngive efter en diktatorisk, usympatisk og despotisk herre fra før systemskiftet! Næh, hvorfor dog. Hvorfor har man ikke i stedet for hædret de to skolefolk som har betydet så meget for byen i almindelighed og for dette kvartér i særdeleshed: Theodora Lang og P.J.M. Vinther? Det kan nås endnu. At kalde Skolegade, som engang hed noget så nøgternt som Nygades Forlængelse, for P.J.M. Vinthers Vej, og Estrupsgade for Th.Langs Gade. Og er det for meget, så giv de to navne til de to parkeringspladser i nærheden.

Ørnens kvadrat
Diagonalerne krydses ved ørnens fod. Skoletorvet er et kvadrat. De lige linier og de rette vinkler. Og det er så det, om end tiden forandrer sig, og bedrifter og butikker skifter indhold og emne i overensstemmelse hermed.
    Boghandler Lundsgaards butik på hjørnet, hvor forarmede seminarister væltede deres småpenge ud på glasdisken som betaling for nødvendige og dyre lærebøger, handler ikke længere med levende litteratur, men med levende dyr. Hvad værtshuset overfor indeholder, ved jeg ikke, thi jeg har ikke været der. Maleriske navne har det båret igennem år og dage: Mutter Jernarm, Korea og det mere officielle Eldorado.
    Over for Silkeborg Seminarium i Skolegade forsynede brødudsalget "Solstrålen" de studerende med spandauere, kanelsnegle og makronsnitter, og på Skoletorvet, hvor Hobbyhytten netop nu skal til at have juletravlt i læ af det kommunale juletræ, residerede Stjansen velsoigneret og i hvid konditorjakke. Så vidt jeg husker, var hans helt overordnede speciale bugnende og luftholdige flødestænger, der efter behag kunne udskæres i både kvarte og halve stykker.
    Købmand Kvolsbæk og Ørnecafeén er forsvundet, men bager Bøgebjergs efterfølger og den tyrkiske restaurant holder ud.
    Det blæser uvenligt nede fra banegården. Estrupsgade er om ikke død så skindød for os, der kan erindre den som hjemsted for jazzhus Stalden, Jernbanehotellet, Venstrebladet og Socialdemokraten, sidenhen kaldet Aftenposten. Plakatsøjlen ved biblioteket flagrer med sine løsrevne budskaber, badeanstalten lokker med sin hygge og indforståethed. Bad og bibliotek, en blanding og et husfællesskab, som jeg tror, de gamle grækere og romere ville have syntes om.

De rene hænder
Når man en hujende og dog sollys novemberdag går sin runde i kvarteret, kan man godt tilegne sig den opfattelse, at det var synd og skam, at man i misforstået decentralisme sendte gymnasiet ud på pløjemarken i Gødvad. Og mest synd er det for eleverne. Al den unødige buskørsel ud til et sted, hvor der intet rigtigt miljø er. Det var ærgerligt, at det gik sådan, fordi bydelen omkring Skoletorvet - via kreative lokalplaner for eksempel på den gamle elværksgrund - kunne have vundet ved at bevare sit liv og sit ansigt, såfremt man havde bibeholdt den lærde skole i centrum i et samspil med de øvrige skoler - fra det rytmiske konservatorium over handelssskolen til BF og VUC, hvor vores fremragende og velforsynede bibliotek kunne være et væsentligt omdrejningspunkt. Hurra for biblioteket og dets røde vinløv og spir på taget.
    Jeg var ni år, da jeg søgte det første gang. Børnebiblioteket lå i sidefløjen oppe under de skrå vægge oven over socialkontoret og sygekassen. For enden af den knirkende trappe rådede stilheden og den sære lugt af forsvarligt indbundne bøger. Kedelige af ydre, men spændende i deres indre.
    Må jeg se dine hænder? spurgte bibliotekaren. Og det måtte hun så. Rene hænder var adgangsbetingelse nummer ét. Var grabberne af en uordentlig beskaffenhed, måtte man gå igen, skrå over Bindslevs Plads og vaske sine kasserede næver i det hestetrug, som man kunne finde i gården overfor. Her boede Silkeborg Andelsmejeri. Senere blev stedet blandt nattesjovere kendt som bager Ottos gård, og nu er det - parkeringsplads!
    Samme vej er det gået med bibliotekshaven, hvor borgmester Bindslev mindes med en grumset sten i den beskedne rest af et fordums grønt område.
    Jeg må round about Hugo Liisbergs ørn endnu engang for at se, om det, jeg så, nu også havde sin rigtighed: At den blinkede forsorent med sit ene øje! Årene er gået såvel for ørnen som for mig. Alligevel flår den uophørligt i sin fisk, som den har gjort det, siden den afløste en gemen vandpumpe i 1931.
    Måske er den når alt kommer til alt godt tilfreds med tingenes tilstand. Kunne den løfte hovedet og dreje sig, ville den nikke bifaldende til det, den så, for det kvadratiske torv kan godt være sig selv bekendt. Ørnen må slå sig til tåls. Den er stivnet i sin bevægelse som Lots hustru. Om den er en aquila eller en haliæetus? Svaret blæser i vinden hen over mit hoved, mens den flytter rundt på det forsinkede løvfalds gule blade.