Gader og veje i Silkeborg Til forsiden


Du er her:
Forsiden Om Silkeborg Gader og veje i Silkeborg Essays fra byens kvarterer: Den forsvundne trekant

Essays fra byens kvarterer. Ved forfatteren Bent Rasmussen

Bent Rasmussen foran Lyngby Kirkesal
Bent Rasmussen fotograferet på Søndertorv.
Foto: © Torben Larsen, Midtjyllands Avis.
Forfatteren Bent Rasmussen
skrev i perioden 28. september 2002 til 5. april 2003 til Midtjyllands Avis en række essays fra Silkeborgs kvarterer. Vi har venligst fået lov til at publicere artiklerne her på Silkeborg Biblioteks hjemmeside.
  1. Hvor ligger Lyngby? Kvarteret mellem Frederiksberggade og Mariehøj.
  2. Den forsvundne trekant. Kvarteret mellem Søndertorv og Østerport.
  3. Under ørnens vinger. Silkeborgs gamle latinerkvarter.
  4. Teglbrændernes by. Lysbro en hvid dag i januar.
  5. Marginaljord. Fra Kærsgård til Alderslyst.
  6. Piphøj. Kvarteret mellem åen og egen. En tur rundt på Århusbakken.

2. Den forsvundne trekant

På en oktoberdag i 2002 tager vi rundt
i kvarteret mellem Søndertorv og Østerport.

Er der flere kastanjer?
    En rådvild bedstefar står med en tom pose. Jo, han har været inde på Hovedgårdens plæne, men dér var ikke flere. Og nu spørger han så mig, som ikke står under et kastanjetræ, men under en ung ahorn, der af naturlige grunde ikke kaster de ønskede frugter af sig.
    Han lader øjnene gå til tops mod kirkens spir, men finder ingen hjælp fra det høje og må søge videre andetsteds. Han går op imod Torvet med den tomme pose hængende som et flag efter sig.     Skulpturen, jeg befamler med mit nysgerrige blik, hedder "Tanken". Den er lavet af billedhuggeren Henrik Ingstrup. Hans navneplade er svær at hitte - ligesom iøvrigt selve figuren er det. De fleste haster vel også bare forbi nede fra Chr.d.8.Vej og tænker mest på det, de skal ordne i byen. Men den er der. Gemmer sig sådan lidt genert i sin skammekrog, mens de faldne blade danser hvirveldans om dens fødder.
    Tanken!
    Om hvad?
    Den skulle bare vide, skulle den. At der netop her, hvor den lever sit stilleliv og træder sig selv over tæerne, løb der engang et beskedent, men foretagsomt stræde, kaldet Kirkebakken, den ene side i rammen om et af Silkeborgs tættest befolkede kvarterer med 31 matrikulerede og kostbare bygrunde, målt med dagens prisniveau. Havde gaden været her, ville den givet have strålet med pudseløjerlige, kulørte, nyrenoverede, eftertragtede og derfor dyre huse. Om vi dog havde været klogere dengang, man ragede det halve af byen ned.
    Tanken er blevet til eftertanke. En naiv efterrationalisering. Om det, der var.
    Den forsvundne trekant.

Udsigter
Plant et træ, bevar de gamle huse, så vi kan besynge byens rum uden at få for mange dissonanser i ørerne. Jo vist er der tænkt på træerne - mere end der er tænkt på husene. Man kan placere sig med det forblæste torv ryggen. Stå foran det røde Fredens Hus med Elkjærs frimodige lingeriudstilling bag sig, mens man følger oktobers gule drys fra træerne imellem Torvecentret og kirken, imellem børsen og katedralen. Nej, selvfølgelig er det ikke nogen katedral, selv om den blev stadset op i 1940'erne. Det er en rustik bykirke, velholdt og sandblæst og med et klokkespil, der er en domkirke værdigt. Så fint og fornøjeligt, det lyder, når organist og klokkenist Karin slår på tastaturet og med sine hymner forskønner det prosaiske fliseareal, vi kalder Torvet.
    Hvem ringer klokkerne for? Synger de et forsinket rekviem over den forsvundne bydel?
    I det hele taget er der ikke meget tilbage fra Silkeborgs nybyggertid. Drewsens villa blev ødelagt af tyskerne, det gamle Smedebakken er skamskudt i vores iver efter at kapitalisere hver en kvadratmeter jord. Så er det da så godt, så godt, at man herfra, hvor jeg jokker rundt, kan se de to undtagelser. Den ene er resterne af den gamle længe, en gnalling af et hus, som i elvte time kom under museets beskyttende vinger. Har du set det? Været inde i det? Ellers kan du hente nøglen hos kustoden i Hovedgården. Og netop Hovedgården er undtagelse nummer to. Den indre bys smukkeste hus, der på en musegrå oktoberdag besidder den sælsomme evne at reflektere et ikke eksisterende solskin i kraft af sit blændende gule murværk. Byens lys sådan rent arkitektonisk.
    Koldt er det blevet. Dagen hælder. I byens centrale dele findes der gader, hvor det af en eller anden uforklarlig grund altid blæser. Men man kan sagtens finde ly. Forlade de forrige tider og tage rulletrappen op til første sal i centret og sætte sig i den tilforladelige bodega. Med et krus i hånden kan man skæve ned på den moderne indretning busterminalens trekantede skår i bebyggelsen. I øjets sidespejl flimrer trafikken i Fredensgade forbi. I de dage, da byen havde rigeligt med plads, drev rebslager Holst sin gesjæft netop her, hvorfor gaden bar navnet Reberbanen. Ud over rebslageriet var der desuden plads til en forpjusket plantage i trekanten mellem Kirkebakken, Fredensgade og Chr.d. 8.Vej, og det er ganske vist, at de sidste repræsentanter for den fordums fyrreskov levede helt ind i 1980'erne, da man slap Fanden løs på kvarteret.
    Gaden med det pacifistiske navn er i dag en gade uden ansigt. Et stykke asfalt, man kan kigge på, mens man venter på bussen, eller man kan passere i sin bil, hvis man overhovedet kan finde ud af i hvilken retning, man må bevæge sig, Trafikalt set ret så molboagtig. En rigtig fælde ved en køreprøve. Bedemændenes skræk, når de har ærinde i kirken. Og så hedder den Fredensgade! Velbekomme. Og skål på det.

Hotel Bukseløs og andre bygninger
Man behøver ikke at være omtåget eller drukken for at forestille sig en ganske anden udsigt herfra. Livet er fuldt af groteske paradokser, for eksempel hedder beværtningen noget så asketisk som Munkekroen, og når jeg kigger ud kan mit retrospektive blik i sin nostalgiske forblændelse fange gavlen af det forgangne afholdshotel med tilhørende logebygning. Et sted, hvor gode borgere - frivilligt eller med et afholdspålæg fra en højere myndighed, konen måske kollektivt afstod fra et liv med blå næser og samledes omkring den rødkindede ædruelighed. Hotellet bar flere uofficielle navne - afstemt efter den aktuelle trend. I en periode kendt under den karakteriserende betegnelse "Hotel Dinglefri", senere - uvist af hvilken årsag - omtalt som "Hotel Bukseløs".
    I skyggen af det puritanske herberg gemte Kornmod Realskole sig. I dens trange skolestuer serveredes det nødvendige og tilstrækkelige pensum til en duelig præliminæreksamen. Mestendels søgtes skolen af børn og unge fra byens opland, hvor ingen realskoler fandtes. Godt for dem, at rutebilstationen lå så tæt ved. Skolen nåede at gå neden om og hjem og op igen, flytte og vokse, og er i dag så livsduelig som nogensinde.
    Hvor tanken dog kan fare videre og videre uden at trættes. Længere borte møvrede Falckstationen sig ind imellem beboelseshusene og serverede sin "hurtig hjælp er dobbelt hjælp" både nat og dag. Mottoet stod prentet på en indvendig mur, som delte garagerne. Der var udkørsel til både Fredensgade og Chr.d. 8. Vej, når alarmen lød, og skulle drengeårene byde på en af de sjældne kedsommeligheds-dage, kunne man stå med åben mund og polypper og håbe på det dramatiske syn af en hurtig ambulance med ba-bu, blinkende lygter og et gult flag på forskærmen. Eller man kunne fortsætte sine sonderinger langs med DAB's facade og ende i den tids nyeste og mest dominerende bygning: Østerport, hvor man frækt slog tiden ihjel med ulovlige ture op og ned i byens eneste elevator.

Kirkebakken
Der var engang en gade. For foden af kirken tog den sig nærmest ud som en hulvej, et haleformet vedhæng til Torvets åbne vidder. Jeg erindrer den korte gade som en i bedste forstand karakteristisk bygade med boliger og bedrifter. Stigningen fra Chr. d. 8. Vej og op var uforcerbar med pedalkraft, mens faldet den modsatte vej kunne byde på livstruende situationer, når kæden sprang af.
    På hjørnet af Fredensgade og Kirkebakken, som den udraderede færdselsåre hed, udstillede stenhuggeren sine sorte marmorsten og hvide duer, et alvorligt menento, et carpe diem, til den forbipasserende. Nedefter løb gaden i en svag bue tæt om husene med de mange, små lejligheder, blandet op med rullestue, akkumulatoropladning, taxas vagtcentral og andre foretagender.
    Hvor den stejle bakke endte, ristede Orneborg kaffebønner, oh, hvilken livsalig duft, der opsteg fra hans virksomhed. Og dertil kom, at bolsjekoger Fryland Clausen et stykke henne ad Chr. d. 8. Vej mixede sine Kongen af Danmarks-bolsjer, så det var en aromatisk event at skulle passere området med næsefløjene stand by.
    Vis a vis Orneborgs hjørne strakte den røde længe sig ned imod købmand Davidsens butik i Østergade. Længen gav rum til mange og store familier. Bagved fandt man rutebilstationens vaskeplads , og i længens baggård producerede fabrikant Gisselbæk smørepålæg og kunsthonning, der vistnok bestod mere af kunst end af honning.
    Chr. d. 8. Vej møder mig med hidsige vindpust, der driver af sted med mig forbi de høje mure og en parkeringskælder af storbyformat. Man kan blive ganske fremmedgjort, når man færdes ad dette Silkeborgs voldsomste gadegennembrud a la Odense. Der er ingen vegeterende husmødre i åbentstående vinduer, ingen trapper, der fejes, ingen gadespejle, der spejler, ingen børn, der leger på fortovet. Hvor er damefrisørerne, brødudsalgene, skræddermester Kongstad ved Falckstationen, blikkenslager Balleby og det finurlige hus "Kilen", som udgjorde trekantens spidse vinkel? Hvor er Ford-Valde og Motorcompagniet, der reparerede biler fra henholdsvis Ford og General Motors? Ach, du lieber Augustin!
    Man kan se sig tilbage og blive glad for de gamle træer i Hovedgårdens have. Deres gule blade griber som søgende hænder ud efter benzinos og dieselfims. Kom og hør vores historie, for vores historie er også på mange måder Silkeborgs. De trivelige stammer står med deres rod i byens begyndelse. De har været vidne til så mange forandringer. Om de dog bare kunne sige noget!

En bænk på Søndertorv
Mange er sikkert ikke bekendt med, at pladsen er her, ser ud, som den gør, og at den hedder Søndertorv. Det åbne tilplantede areal, åndehullet, som folket aldrig har taget til sig. Mærkeligt nok, for en vis hygge råder på det trekantede torv. Der er udsigt til små butikker, eksotiske restauranter, og adskillige skal passere, når de køber ind. Der mangler noget, måske. Afskærmning mod trafikhelvedet, en listig café, en petanquebane, lidt småhandel, et Mester Jakel-teater om sommeren, duer, der bliver fodret og skider på fliserne, noget at glo på og så videre. Ih, hvor kan man sidde og kloge sig på en af de oktober-klamme bænke. Var det ikke også her, Motorcompagniets direktørbolig lå og skilte vejene? Det var ihvertfald her omkring. Og bagved direktøren og hans værksted fyldte læge Balslevs imposante villa op med sine søjler, høje vinduer og glaserede tagsten. I de dage et af de smukkeste huse i bydelen.
    Never mind, det er ikke mit ærinde at være bagstræberisk og gå imod byens udvikling. Jeg burde græde tørre tårer, men jeg græder overhovedet ikke. Jeg undres over, at man ikke i tide tog sig på at kæle for denne bys detaljer. Nuvel, trøsten ligger lige for. Aldrig før har så mange sat så meget i stand med så positiv en virkning på miljøet og æstetikken. Jeg sender fra mit trøskede sæde af en bænk min cadeau til det flertal af den indre bys husejere, som på den mest omhyggelige vis lader deres ejendomme renovere med maling, gesimser og gesvejsninger. Man kan godt i denne gråvejrsstund sidde i spidsen af trekanten og få et rart kig ned igennem Søndergade, der efter en skændig periode er ved at finde sig selv igen.
    Ak ve, jeg savner én eneste ting! Så hjælp mig dog! Midt i et bybillede præget af snusfornuft og foretagsomhed savner jeg det unyttige, det, der i sidste ende skaber glæde. Jeg savner kunsten, finurligheden, charmen, det spektakulære. Jeg savner - undskyld Gudberg - det bevægende og bevægelige kunstværk, Piskeriset kaldet. Denne humørfyldte snurrebasse i rødt og hvidt og med ydmyge blå-gule svenske fingeraftryk, som kunne bløde hjørneejendommens hårde facade lidt op. Lille du, hvor er du nu? Er skulpturen bortført i stilhed til en ukendt adresse? Hvem er de formastelige kunsttyve? Tåler vi ikke længere kunst og farver i den indre bys nøgterne gader?
    Jeg rejser mig og retirerer ad Fredensgade, og jeg standser et minut ved gavlen med Hans Chr. Thomsens gemytlige murkunst, som fornøjer mig.
    Skyggerne fra de høje huse er blevet lange. De forvrænger proportionerne. Solen går ned lige så vel over støjen som over stilheden. Over manden, der manglede kastanjer, over grimt og smukt, over det vundne og det tabte, over den forsvundne trekant.



3. Under ørnens vinger. Silkeborgs gamle latinerkvarter.

Første gang offentliggjort i Midtjyllands Avis 26. oktober 2002.
Til toppen af siden


Find på websiderne. Publiceret 1. februar 2004. Tilrettelæggelse: Jytte Bak og Per Hofman Hansen.