Post 11

Rampelys

Klik for kort
Rampelys anno 1993 da der stadig var en “Lille Biograf”

Rampelys anno 1993 da der stadig var en “Lille Biograf”

Huset på Bindslevs Plads 6, der er fra 1897, er opført til værtshusholder Wistesen. Der blev dog ikke i den forbindelse drevet værtshus på adressen. I 1924 flyttede KFUK ind og drev et hus for unge på adressen frem til 1982. Men KFUKs arbejde flyttede i stigende grad ud i boligkvarterene og derfor solgte de bygningen til Den lille Biograf.

 

Startede i vaskeri

Den lille Biograf var en kunstbiograf med rødder i det frivilligt drevne kultursamlingssted Vaskehuset som lå i Nygade fra 1974. Her foregik mange forskellige aktiviteter. Både musik, oplæsning, kunst og film. Da pengene slap op i 1977 lykkedes det kredsen omkring Vaskehuset at drive huset videre som frivilligtdrevet biograf – en såkaldt “art cinema”. Og det gik så godt at man faktisk kom til at mangle plads.
I 1982 købte en gruppe af Den lille Biografs støtter huset på Bindslevs Plads 6 og indrettede det til kulturhus, der fik det rammende navn Rampelys. Initiativtagerne støttede personligt enten med penge eller ved at kauktionere for købet af bygningen.
Stedet blev indrettet til formålet og fik også en vegetarisk cafe med det for filmelskere dragende navn Cafellini – efter den italienske filminstruktør Federico Fellini. Senere blev cafeen gjort uafhængig af kulturhuset Rampelys. Cafellini fungerede i en årrække som debatcafe med mange forskelligartede arrangementer.
Økonomien truede i flere omgange det lille uafhængige kultursted. For eksempel måtte syv personer købe bygningen i 1991 for at bevare det som kulturelt samlingssted. I 1994 købte kommunen huset og der kom gradvis mere kommunal støtte, hvilket lettede økonomien noget.
I 2003 lukkede Den lille Biograf – og lokalerne blev indlemmet i spillestedet, hvis scene er den dominerende del af de kulturelle aktiviteter på stedet i dag.
Stedet drives nu i lokaler udlejet vederlagsfrit af Silkeborg Kommune af Foreningen Kulturhuset Rampelys.

Her kan du se hvad der foregår Rampelys.

Se næste post